Aktiv dødshjælp er et tidens tegn

Godt, at Storbritannien siger nej til legalisering

Folkestemninger kan hurtigt vende, og velorganiserede kampagner og stærke enkeltsager, som vi har set med blandt andet berømte forfattere, der er fortalere for aktiv dødshjælp, kan påvirke flertallet utroligt hurtigt. Derfor må politikerne ikke give efter, skriver Michael Bach Henriksen. -
Folkestemninger kan hurtigt vende, og velorganiserede kampagner og stærke enkeltsager, som vi har set med blandt andet berømte forfattere, der er fortalere for aktiv dødshjælp, kan påvirke flertallet utroligt hurtigt. Derfor må politikerne ikke give efter, skriver Michael Bach Henriksen. -. Foto: Paw Wegner Gissel.

Aktiv dødshjælp er atter til debat. I Storbritannien var der i fredags anden-behandling af et lovforslag, der ville have givet uhelbredeligt syge ret til at få hjælp til at tage deres eget liv. Heldigvis blev forslaget stemt ned, men trods den britiske modstand mod legalisering er der næppe tvivl om, at opbakningen til et fortsat forbud er svindende i den vestlige verden.

I en undersøgelse foretaget af magasinet The Economist svarer et flertal af befolkningerne i 15 udvalgte lande, at dødshjælp for uhelbredeligt syge skal være tilladt. Kun i Polen og Rusland er der et flertal af modstandere af legalisering. I USA mener tre ud af fem indbyggere, at dødshjælp skal være lovlig. I hele 20 amerikanske delstater er der ifølge The Economist lovforslag eller sagsanlæg på vej.

Det er en dybt bekymrende tendens. At USA i en vis forstand går forrest, er ikke et tilfælde. Dér har man altid lovprist individualismen og ad domstolenes vej ændret folkestemningen. Der er da også ræson i det liberalistiske argument om, at hvis der skal være frit valg på alle hylder, og individet suverænt skal kunne bestemme over sit eget liv, så må friheden også omfatte døden, som individet selv skal kunne afgøre, hvornår indtræffer.

Men - og det er et stort men: Hvis man selv vil være herre over sit liv og sin død, må man også være mand nok til selv at føre kniven, så at sige. Her begynder komplikationerne for alvor, og det viser sig, hvorfor aktiv dødshjælp er en forfærdelig blindgyde for det moderne menneske at forvilde sig ind i. For livets ophør er altid en social begivenhed, der involverer andre mennesker. Der er de pårørende, der lades tilbage. Men der er også lægerne, der stilles i det vanskelige valg at skulle afgøre, hvornår livet skal ophøre. Det er, som en af Storbritanniens skarpeste modstandere af aktiv dødshjælp Ilora Finlay sagde her i avisen i fredags, en illusion at tro, at det er patientens eget valg, hvornår man vil dø. Der vil altid være en læge involveret, der skal være med til at udføre den skæbnesvangre beslutning.

Måske derfor var der kun fire procent af de læger, der arbejder med døende patienter, der støttede det nu nedstemte britiske lovforslag. Den fundamentale kontrakt mellem patient og læge er, at lægen altid er på livets side i arbejdet for patienten. Det er et tillidsbrud af kulturhistoriske dimensioner, hvis vi fremover skal gå til lægen med en usikkerhed om, hvilken side lægen er på: livets eller dødens?

Folkestemninger kan hurtigt vende, og velorganiserede kampagner og stærke enkeltsager, som vi har set med blandt andet berømte forfattere, der er fortalere for aktiv dødshjælp, kan påvirke flertallet utroligt hurtigt. Derfor må politikerne ikke give efter. Aktiv dødshjælp bør fortsat være ulovligt, og det er godt, at Storbritannien i dette spørgsmål viser vejen.