Prøv avisen
Leder

Aldrig mere en 9. april

Erik Bjerager, chefredaktør og direktør for Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen

75-året for Besættelsen sætter igen lys på det nationale traume

Tidligt om morgenen den 9. april 1940 klokken kvart over fire rykkede tyske tropper ind i Danmark, der lod sig besætte stort set uden kamp. 13 soldater og tre grænsegendarmer blev dræbt. Overmagten var stor og nederlaget uafvendeligt. For første gang i nationens tusindårige historie var landets frihed for alvor sat over styr. De gange, hvor Danmark tidligere var blevet angrebet, havde vi kæmpet. Men den 9. april sov danskerne sig ind i nederlaget.

Den manglende danske modstand, den hurtige kapitulation og det svigt, som mange danskere følte denne afgørende morgen, kom til at præge folkesindet og dansk politik i mange år frem og gør det fortsat.

Det var socialdemokraten Hans Hedtoft, der efter krigen formulerede besværgelsen ”Aldrig mere en 9. april” og førte sit parti væk fra den afrustnings- og neutralitetslinje, der op igennem 1930'erne havde svækket landet. Danmark blev nu medlem af Nato.

Det var også et ekko fra denne skæbnesvangre morgen, der senere førte Danmark ind i De Europæiske Fællesskaber, det senere EU.

Og der kan trækkes en lige linje tilbage til den 9. april 1940, når man skal forklare, hvorfor danske soldater er blandt dem, der i de seneste årtier er gået forrest på Balkan, i Afghanistan, i Irak, i Libyen og mange andre steder. Den aktivistiske udenrigspolitik, der i dag føres af en radikal udenrigsminister, hvis forgænger for 75 år siden gjorde det stik modsatte, er en følge af den skyld og skam over ikke at have ydet modstand, der hører 9. april til. Man må kæmpe for det, man har kært: frihed, sandhed og retfærdighed.

Det er læren af Besættelsen af Danmark. Sat ind i et nutidigt perspektiv og i en ny verdensorden betyder det, at Danmark aldrig igen må forledes til at tro, at vi klarer os bedst ved pacifisme, neutralitet og alliancefrihed. Som lille land afhænger vores nationale overlevelse af et dybt og tæt samarbejde med de øvrige europæiske lande og det USA, der dengang var med til at sikre friheden fra nazismen i Europa.

Et af de afgørende spørgsmål, der blev stillet, da kongen mødtes med statsministeren og chefen for det danske forsvar i timerne efter den tyske besættelse af landet var: ”Hvor mange døde skal der til for at redde Danmarks anseelse?”.

De blev enige om, at det ikke var mange. Derved undgik Danmark at blive bombet, sådan som ødelæggelsen af Rotterdam siden fik Holland til at kapitulere over for tyskerne. Og fordi den danske rigsdag lavede en samlingsregering, der førte en samarbejdspolitik, som indordnede sig under tyskerne, indtil det blev helt utåleligt i august 1943, blev landet skånet for den hårdhændede behandling, som blandt andre Norge oplevede.

Men at Danmark igen blev frit og 5. maj i år kan markere 70-året for Befrielsen skyldes i høj grad, at andre nationer dengang var mere modige end os.

Det er i snæver forstand rigtigt, at den manglende modstand ved Besættelsen og den efterfølgende samarbejdspolitik reddede danske liv. Men den manglende modstand frigjorde tyske militære kræfter til at kæmpe andre steder og til at slå andre end danskere ihjel. Det var i sandhed de danske modstandsfolk og søfolkene i allieret tjeneste, der sikrede landets ære, så Danmark endte med at være blandt de allierede.

Den 9. april 1965 sluttede dagens leder i Kristeligt Dagblad med en konklusion, som vi her 75 år efter Besættelsen fortsat vil gøre til vores: ”Det var en bitter dag, en nederlagets og skammens dag, der kun kan retfærdiggøres, hvis det med rette kan siges - når domme over os skal skrives - at vi ikke blev tugtet forgæves.” bjer