Aftalen mellem regeringen og dens støttepartier om den delvise genåbning af landet er ikke nær ambitiøs nok. I hvert fald ikke set med børns og unges øjne. Der er for længst opstået enighed om, at konsekvenserne af nedlukningen i form af psykisk mistrivsel er alt for store. Derfor burde regeringen have tilgodeset langt flere skolebørn med aftalen, end tilfældet er.
Det er afgangselever i grundskoler og på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser i Nordjylland og Vestjylland, som fra den 1. marts kan vende tilbage. Dog kun hver anden uge til fysisk undervisning. På Bornholm kan alle klassetrin vende tilbage.
Det er indlysende, at man skal tage hensyn til de regionale smittetal, og når nu de er så lave, som tilfældet er de pågældende steder, skal der naturligvis åbnes igen. Men man kunne have gjort meget mere.
En særskilt problematik handler om efterskolerne. Her ender eleverne mange steder med at have været sendt hjem i tre måneder, når skolerne – måske – åbner igen medio marts.
Det er virkelig længe, når det drejer sig om et afgørende år i et ungt menneskes liv. Blå blok, der ikke er med i aftalen, har ret i, at man burde have åbnet efterskolerne i hele landet.
Når problemet med mistrivsel er så stort, som det rent faktisk er, skyldes det den sociale slagside i problematikken. Mange børn fra ressourcestærke familier klarer sig glimrende under den nuværende nedlukning. De kan både begå sig digitalt og har en eller begge forældre ved hånden i den daglige hjemmeskoling.
Hvad mange i debatten tilsyneladende glemmer, er, at det langtfra er alle, der har muligheden for at arbejde hjemme. Talrige borgere forlader trods nedlukningen dagligt hjemmet for at arbejde fysisk på en arbejdsplads. Langtfra alle sidder hele dagen ved et skrivebord, som det i princippet er ligegyldigt, hvor er placeret.
Den velstillede del af befolkningen og dens perspektiv har i et vist omfang fået lov at præge debatten, hvorved alle de børn, der er alene hjemme foran skærmen, glemmes. Ingen aner reelt, hvad det får af konsekvenser, hvad psykiske lidelser og diagnoser angår. Men alle burde være enige om, at det er forkert, og at nogle af de svageste – børnene – igen svigtes.
At regeringens aftale heller ikke tager kulturlivet tilstrækkeligt alvorligt, overrasker desværre ikke. Gang på gang har man set, at kulturen behandles stedmoderligt af den siddende regering.
Museer kunne eksempelvis sagtens åbne igen med alle de nødvendige restriktioner. Netop i en nedlukningstid er der brug for åndelige input, og det vil være en kilde til fortsat hovedrysten mange år frem, at kirker og museer har været så hårdt ramt af nedlukningen, som tilfældet er. Det ændrer den nye plan desværre heller ikke rigtig noget ved.