Er børn i nogle kristne miljøer underlagt negativ social kontrol? Uden tvivl, hvilket talrige personlige beretninger gennem årenes løb har vidnet om. Derfor skal interesseorganisationen Børns Vilkår have ros for at sætte fokus på problemet, der beskrives i dagens avis og samtidig danner afsæt for en konference på Christiansborg.
Meget længere rækker rosen dog ikke, for dykker man ned i den rapport, organisationen har udarbejdet som grundlag for sin opfordring til politisk handling, må man desværre konstatere, at den trods alle gode hensigter forveksler og forvirrer mere, end den oplyser.
Rapporten er baseret på 459 samtaler med børn, der via Børnetelefonen, drevet af Børns Vilkår, har fortalt om forskellige former for religiøs social kontrol. Og henvendelserne må siges at spænde vidt: fra beretninger om daglig vold i muslimske og kristne miljøer til en ung mand, som kan fortælle, at nogle af hans venner fra Indre Mission – ikke den unge mand selv – får deres brug af internettet overvåget af deres forældre.
Men hvad har Børns Vilkår så gjort med de 459 henvendelser? Ja, organisationen har i hvert fald ikke besværet sig med at sætte tæller og nævner på regnestykket, så man i det mindste fik en fornemmelse for problemets omfang i henholdsvis islam og kristendom – eller endnu mere nyttigt: i de forskellige kristne, muslimske og måske endda etniske grupperinger.
Dermed skubber man til en relativisering, hvor alene det at være troende kædes sammen med negativ social kontrol, uagtet at der er en verden af åbenlyse kulturelle, etniske og religiøse forskelle på eksempelvis shia-islam og Indre Mission.
Det er desuden en sammenblanding, der ikke flugter med virkeligheden. Det er eksempelvis ikke kvinder fra Jehovas Vidner og Indre Mission, der typisk banker på dørene hos landets kvindekrisecentre. Det gør derimod kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, som sidste år stod for 41 procent af alle henvendelser til krisecentrene – langt mere end deres relative andel af befolkningen kan forklare.
Udfordringen ved rapporten fra Børns Vilkår er dog mest af alt, at den er et symptom på en generel samfundsudvikling, hvor en begrundet skepsis mod bestemte religiøse doktriner udmønter sig i en generel modstand mod religion i det hele taget.
Med de seneste årtiers indvandring, hvor islam på relativt kort tid er blevet landets næststørste religion, er det på godt og ondt blevet tydeligt, hvor stærke kræfter der kan ligge i en religiøs identitet. Religion kan på den ene side give ro, rodfæstethed og frisætte den enkelte, men kan samtidig også i sin mest ekstreme og uempatiske fortolkning udmønte sig i dømmesyge, psykisk vold og netop social kontrol.
Skal de negative kræfter tæmmes, skal man sætte præcist ind. Og så nytter det ikke at sige, at det er ét fedt, om der er tale om islam eller kristendom, ligesom det virker formålsløst og usagligt at sammenligne Jehovas Vidner og Indre Mission.
Hvert eneste barn, der lider under negativ social kontrol, skal hjælpes, men man kan heller ikke ignorere, hvor problemerne er størst, og det er nu engang ikke hos Indre Mission. Tværtimod er risikoen, at Børns Vilkår med sin nivellering af religiøse og kulturelle forskelle forplumrer det store billede, så indsatsen for at hjælpe ender med at stritte i alle mulige retninger uden et klart fokus. Og det er næppe gavnligt for nogen.