Danskerne kårer jævnligt sig selv til et af jordens lykkeligste folk. Det kan af og til skygge for, at alt for mange mennesker har ondt i livet. Det er påfaldende, at jo rigere vi bliver, desto større psykiske udfordringer får mange, ikke mindst børn og unge, at slås med. Om end der ikke behøver at være en årsagssammenhæng mellem de to udviklinger.
Tallene er overvældende. Som omtalt forleden her i avisen, har Psykiatrifonden fået gennemført en spørgeundersøgelse blandt forældre til børn i alderen 0-18 år. Ud fra den konkluderer Psykiatrifonden, at ikke færre end 310.000 børn lever med mindst en forælder med en psykisk sygdom. Det fremgik desuden, at kun 32 af landets 98 kommuner har tilrettelagt forløb med professionel hjælp til børn i den situation. Andre undersøgelser har vist, at omkring hver syvende borger selv generelt oplever at have et dårligt mentalt helbred.
Et af de ulykkelige forhold ved psykiske sygdomme er, at de påvirker andre end patienterne selv. Børn er særligt udsatte. Desværre kan psykiske lidelser ligesom de fysiske gå i arv. Meget tyder på, at de psykiske sygdomme er i vækst. Fra 2010 til 2017 steg antallet af patienter i voksenpsykiatrien med 28 procent, og i børne- og ungepsykiatrien med 53 procent. Positivt fortolket kan det være udtryk for, at flere syge nu end tidligere får den behandling, de bør have, men det er næppe hele forklaringen.
Regeringen fremlagde i efteråret udspillet ”Vi løfter i fællesskab” – en handlingsplan for psykiatrien frem til 2025. Kunne ord alene gøre det, var de psykiatriske problemer snart løst, for der mangler ikke store ord. Det hedder for eksempel, at der skal skabes ”helt nye muligheder for at give en sammenhængende behandling af høj kvalitet til mennesker med psykiske lidelser.” Det er svært at være uenig i.
Det svære er, hvordan de fine mål skal nås. Regeringen lægger op til at bruge flere penge på psykiatrien de kommende år, men spørgsmålet er, om det rækker. I et notat om prioriteringer i sundhedsvæsenet har Det Etiske Råd tidligere opgjort, at der stadig bruges relativt få penge på langvarigt psykisk syge i forhold til patienter med andre alvorlige sygdomme. For eksempel bruger man i gennemsnit årligt 58.000 kroner pr. kræftpatient og blot 15.000 kroner pr. langvarigt psykisk syge. Korrigerer man for, at kræft betragtes som en alvorligere sygdom, når man stadig frem til, at det er tre gange dyrere at skaffe en kræft-patient et ekstra såkaldt ”kvalitetsjusteret leveår”, end det er at skaffe det for en patient med en langvarig psykisk lidelse. Så der er al mulig grund til at fokusere mere på den folkesygdom, de mange forskellige psykiske lidelser tilsammen reelt er blevet. Det gælder både regeringen, regionerne, hvis de får lov at bestå, samt de kommuner, der endnu ikke tilbyder professionel hjælp for børn af forældre med en psykisk lidelse.