Alt for stor forskel på karakterer

Voldsom polarisering kalder på national handlingsplan

Er børnene i den ene ende af en kommune væsentligt dummere end i den anden? Er der gået mere inflation i karaktererne i de bedrestillede områder af Danmark? Og er det alene forældrenes baggrund, der afgør, hvordan det går børnene i skolen?

Undervisningsministeriet har netop offentliggjort gennemsnitskaraktererne for afgangsprøven i folkeskolens 9. klasser i 2018. Flere skoler kan prale af, at de har sendt børnene videre i verden med gennemsnit på mellem 8,5 og 9,2. På andre skoler ligger karaktergennemsnittet og roder på 3 og 4. Det er en forskel, der er til at tage og føle på for børnene på deres videre færd. Lige fra valg af uddannelse til senere jobmuligheder. Og som samfundsborgere, der skal kunne læse og regne og agere i et moderne samfund.

Mens der er stor iver efter at debattere ulighed i sundhed og indkomst, mødes de store karakterforskelle i folkeskolen efterhånden med et skuldertræk. Men der burde lyde et ramaskrig. Det er netop uligheden i skolegangen, der siden fører til alle de andre dårligdomme fra manglende uddannelse over ringe tilknytning til arbejdsmarkedet til usund levevis og i sidste ende for tidlig død.

Man kan indvende, at børnene netop kommer fra meget forskellige hjem, og der er en verden til forskel på at have velfungerende og veluddannede forældre og så forældre, der står uden for arbejdsmarkedet, som ofte ovenikøbet kæmper med sociale problemer. En del har også anden etnisk baggrund end dansk. Og det er alt sammen rigtigt. Men er det acceptabelt i en velfærdsstat, der i mere end 50 år har haft som mål at bryde den sociale arv, at bortforklare en karakterforskel på mere end 4 med, at børn har forskellige forudsætninger og baggrund? Det er vel netop derfor, vi har folkeskolen.

En af årsagerne til den omstridte skolereform i 2014 var netop en erkendelse af, at det ikke var lykkedes at bryde den sociale arv. Nu skulle børnene gå længere tid i skole, så de, der ikke kunne få hjælp til lektierne hjemme, ville kunne få det på skolen. De børn, der i sommer forlod folkeskolen, er børn af reformen, og siden 6. klasse har de gået i skole flere timer end deres ældre søskende. De har gået i heldagsskole med understøttende undervisning og ekstra timer. Men lige lidt har det hjulpet.

Mange synes stadig, det er interessant at tale skolen ned, og mens lærere, forældre og politikere gør det, og stadig flere familier vælger privatskole til, vokser en ødelæggende kløft.

Men alle skolens aktører skylder børnene på de udsatte skoler at begrave stridsøksen. Det bør være en bunden opgave at løfte eleverne, der kommer med en svag boglig baggrund, og der skal tænkes nyt. Ja, en national handlingsplan er på sin plads.

Vi bor stadig mere opdelt, og det afspejles i skæve skoler, hvor færre i dag kan betegnes som blandede. Men vi må aldrig acceptere, at det er postnummeret og navnet på skolen, der afgør et barns fremtid.