Ateistisk Selskab reklamerer på busser for, at danskere bør melde sig ud af folkekirken, som beskrevet i Kristeligt Dagblad forleden. Det vil ikke styrke andet end egoismen, hvis ateisterne får held til at få flere danskere ud af folkekirken. Det er sigende, at ateisternes kampagne appellerer til egoismen, idet den stiller kirkemedlemmer penge i udsigt, hvis de melder sig ud af kirken.
Ateismen har aldrig formået at skabe fællesskabsånd, men eksisterer i skæret fra en stor bevægelse, som den er reaktion på. Ligesom månen kun kan ses på grund af lyset fra solen, får ateismen kun opmærksomhed takket være kristendommen. Det ligger dybt i den antireligiøse tænkning, at den er reaktion, ikke aktion.
I egen forståelse repræsenterer ateisterne et civilisatorisk fremskridt, som altid har stået i modsætning til religiøs vold og formørket fornuftsfjendskab.
Men det er svært at se noget, der dokumenterer selvforståelsen. Forsøg med ateistiske samfundsindretninger har aldrig været frugtbare, ofte har de været mere blodige end religiøse statsindretninger.
Den ateistiske kampagne er et ironisk paradoks, som den muslimske politiker Naser Khader (K) har gjort opmærksom på. Ateistisk Selskab har ikke noget kvalificeret at sige i debatten om islamisme, som er kulminationen af religiøs fanatisme i dag. I stedet angriber man folkekirken, der har været en vigtig aktør i udviklingen af vort samfund. Ateisterne vender ryggen til den mest irrationelle religiøsitet, tiden byder på, men angriber det trossamfund, der var med til at udbrede rationalismen i Danmark i 1800-tallet.
Åndshistorisk har ateismen som ideologi intet skabt. Det har til gengæld humanismen, der i lange stræk har fungeret som korrektiv til den kristne kirke, når denne gik for vidt.
Hvad ateismen ikke vil indse, er imidlertid, at humanismen er kristendommens barn, ønsket eller ej, og at de tidlige humanister som digteren Francesco Petrarca (1304-1374) står solidt plantet i kristen tænkning.
Mønstret har historisk været, at religionskritikken i den gudløse version har været ufrugtbar, hvilket marxismen er det bedste eksempel på. Men den har ofte været frugtbar, når den er kommet fra kræfter, der ikke har villet skubbe Gud ud, men er gået ind i teologien. Den kritik så man med filosoffer som Voltaire og Immanuel Kant eller teologer som Søren Kierkegaard og Martin Luther.
Den sidste type religionskritik er der seriøst brug for i dag, ikke mindst i islamiske kulturer. Men den er svær at få øje på. I stedet får man busreklamer om skattebesparelser og historieløse ateister.
AEM