Anarkiet lurer

DET VAR et hyggeligt gruppemøde med en efterfølgende god middag hos Det Konservative Folkeparti, der dannede optakten til partiets nedtur, da Hans Engell efterfølgende kørte galt på Helsingørmotorvejen. Det var en julefrokost, der førte til, at Jens Heimburger efter nytår måtte acceptere et halvt års politisk afkøling med orlov fra folketingsgruppen indtil den kommende folketingssamling til oktober. Hverken den første eller den anden begivenhed havde meget med politiske budskaber at gøre. Det havde til gengæld eksklusionen af Frank Dahlgaard, da hans enegang i EU-politikken endte med en sådan politisk illoyalitet, at det tvang partiledelsen til at give ham en fyreseddel fra den konservative folketingsgruppe. Her var han, især måske grund af sine særstandpunkter, det medlem, der var mest neutralt placeret i forhold til person- og holdningsmodsætninger. Så kort kan problemet gøres op, efter at endnu en uge i den konservative føljeton har øget modsæt-ninger, mistro og desparation så langt, at det rene anarki truer. Det er ikke politik, der har bragt partiet så langt ud. Tværtimod tyder alt på, at manglen på en fælles politisk sag - eller fælles vilje om at formulere den - har skabt det mismod og givet plads for de modsætninger, der efterhånden har kvalt enhver tro på, at den nuværende folketingsgruppe magter at hive sig selv op af hængedyndet. Hvor modgang og tilbagegang burde cementere det sammenhold, som fik gruppen til for et år siden at vælge Pia Christmas-Møller og Helge Adam Møller til at ride stormen af, står partiet i dag med endnu større modsætninger og tilsyneladende uden et eneste medlem, der kan samle tropperne. Gruppen har selv i flere omgange svigtet dem, der påtog sig opgaven i tro på opbakning og vilje til sammenhold på tværs af uenighederne. Der er ikke flere at tage af. Nu lyder kravet fra dele af det konservative bagland, at Hans Engell er den eneste, der har tilstrækkelig politisk tæft til at vende det konservative image i offentligheden. Det er kun to år siden, hans dom for spirituskørsel førte til hans tilbagetræden, men det er i virkeligheden det mindste problem i den sammenhæng. Hans manglende opbakning til den ledelse, som for et år siden blev valgt til at klinke partiets efter denne begivenhed så skårne porcelæn, vil uden tvivl veje tungere - i hvert fald i den splittede folketingsgruppe - når den mulighed overvejes. I politik kan mange fejlgreb tilgives, når tidens mos har dækket dem, men i striden om partiets ledelse og fremtid er han foreløbig en del af problemet, ikke løsningen. jr-o