For nylig viste DR en hjertegribende dokumentar om et par, der fik fjernet deres nyfødte allerede på fødestuen. Det var et indblik i samfundets bund, og måske, måske ikke var det for den nyfødtes bedste. Men det mest triste ved udsendelsen var de efterfølgende rulletekster, hvoraf det fremgik, at Ankestyrelsen efterfølgende havde afgjort, at kommunen ikke havde dokumentation for, at det var nødvendigt at fjerne barnet allerede på fødestuen. Og endnu værre: At den nyfødte nu boede hos sin tredje plejefamilie.
At fjerne børn med tvang fra deres forældre, er måske det mest vidtgående indgreb, kommuner gør. Og det sker i stigende grad. Som det er fremgået af Kristeligt Dagblads artikler de seneste dage, blev 2700 børn sidste år fjernet med tvang fra deres forældre, og tvangsanbringelserne udgør i dag en langt større del af anbringelser end tidligere. Det er navnlig de alleryngste, der fjernes uden deres forældres samtykke.
Anbringelserne skyldes utilstrækkelig omsorg, der igen kan forklares med alvorlig psykisk sygdom, vold og/eller forældrenes misbrug af alkohol og euforiserende stoffer. Det er ikke hjem, børn bør vokse op i, og det er på mange måder positivt, at det offentlige skrider ind langt tidligere end før. Samfundet skal være på børnenes side, og hensynet til forældrene må aldrig trumfe hensynet til de, der for alvor er den svage part her. Nemlig børnene.
Det er imidlertid nødvendigt, at sagerne behandles med den alvor og omhu, som indgrebets karakter kræver. Det er derfor bekymrende, at Ankestyrelsen ophæver halvdelen af de sager, hvor der klages over en akut tvangsanbringelse, fordi kommunerne ikke havde den nødvendige lovhjemmel. Det er også bekymrende, at mens det samlede antal anbringelser er stabilt, vokser andelen, der foregår med tvang. Det er skidt for børnene, og det er dårligt for retssikkerheden. Ifølge eksperterne er der ikke nogen umiddelbar forklaring på den voldsomme stigning i brugen af tvang, og det bør undersøges, hvorfor det ikke oftere lykkes at samarbejde med forældrene om at lade børnene vokse op et andet sted.
Når samfundet fjerner et barn fra sine forældre, bør det være for at give barnet en chance for at klare sig bedre i livet og bryde den sociale arv. Men statistikkerne viser, at børn, der vokser op i en plejefamilie eller på en døgninstitution eller opholdssted, klarer sig markant dårligere end andre børn. Som voksne kommer de oftere i fængsel, de kommer hyppigere i stof- eller alkoholbehandling, og mange af dem kommer på kontanthjælp. Måske fordi halvdelen af dem ikke får anden uddannelse end folkeskolen.
Det er med andre ord ikke nok at fjerne børnene. De skal anbringes det rette sted. Og det helst første gang, så et spædbarn ikke som i tv-dokumentaren sendes rundt mellem forskellige plejefamilier, men kommer til at vokse op i et stabilt og kærligt hjem med tryk på ordet hjem.