I denne uge udkommer en bog af historiker Matthias Bjørnlund, der samler den overvældende dokumentation for, at der blev begået et folkemord mod armenierne i det nuværende Tyrkiet 1915-1923.
I Danmark burde vi for længst have været i gang med at diskutere, hvordan vi kunne undgå, at det skete igen, og hvordan vores børn kunne lære om forbrydelsen i skolen. Sådan er det gået med andre forbrydelser mod menneskeheden.
LÆS OGSÅ: Tyrkiets ambassade tøver med kontroversiel udstilling
Men i tilfældet Armenien er der ikke engang en international politisk anerkendelse af, at det var et folkemord. Kun 21 stater bruger denne betegnelse.
Danmark er et af de lande, der har lukket øjnene i snart 100 år. Den danske stat har aldrig anerkendt folkemordet. Tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K) sagde, at det ikke var politikernes, men historikernes opgave at bedømme, hvad der var et folkemord. Alvoren står klart, hvis man forestiller sig, at en udenrigsminister afviste at bruge ordet folkemord om nazisternes forsøg på at udslette jøderne.
Den danske stats standpunkt i dag er skamfuldt, og det er på tide at ændre på det. Den danske regering burde sige højt, hvad alle troværdige forskere i dag siger: At Det Osmanniske Rige udsatte landets armeniere for et folkemord. Undladelsen gør det reelt lettere for tyrkerne at holde fast på deres revisionistiske politik.
Når Danmark endnu ikke har anerkendt folkemordet, er det, fordi det vil give politiske problemer. Eksporten til Tyrkiet kan blive ramt. Forholdet mellem de to lande vil tage skade. Og overordnet vil Danmarks sikkerhedspolitiske samarbejde i Nato blive belastet.
Men når Nato kunne bære Frankrigs og Tysklands klare udmelding, ville en dansk anerkendelse næppe blive et større problem. Sveriges eksport til Tyrkiet gik midlertidigt ned efter anerkendelsen. Men efter nogle år var den tilbage på tidligere tiders niveau, og Danmarks udvikling ville sandsynligvis være den samme.
LÆS OGSÅ: Udstilling om det armenske folkedrab skaber debat
Armenierne lever med erindringen om en begivenhed så frygtelig, at det er svært at sætte sig ind i. De lever også med frygten for, at det kan ske igen. For de vestlige regeringer vendte ryggen til under blodbadet i 1915, har lukket øjnene siden og kigger også den anden vej i dag, hvor armenske kristne igen er på flugt i mellemøstlige lande.
Armenierne har lært, at Vesten ikke sender hjælp, lige meget hvad de bliver udsat for. Og de har lært, at Tyrkiet kan gøre, hvad det passer landet. International ret gælder ikke her. Vi skylder dem at anerkende deres lidelser ved at bruge ordet folkemord på regeringsniveau.