Rygter, myter og tvivl må herske i mindst fem år endnu blandt danskere, der tror, at deres forældre eller bedsteforældre var landsforrædere under Anden Verdenskrig, mens nordmændene siden årsskiftet har haft adgang til det norske naziarkiv. Danske myndigheder har et tilsvarende omend efter sigende mere mangelfuldt og fejlbehæftet arkiv. På grund af en mere restriktiv arkivlov er dette lukket i 75 år.
Læs mere om det danske naziarkiv i Den Store Danske
Spørgsmålet om arkivadgang er kildent, og der er forskellige hensyn, som skal afvejes. På den ene side beskyttelsen af enkeltpersoner og på den anden side offentlighedens interesse - herunder ikke mindst efterkommernes. I Norge vurderer man, at åbenheden vil fjerne tvivlen og sætte punktum for spekulationer om forfædrenes synder. Nogle vil drage et lettelsens suk, fordi fars eller farfars involvering med nazisterne ikke var så slem som frygtet - i andre familier vil årtiers fortielser og fortrængning blive afsløret, og man forudser, at det vil rippe op i mange familietragedier.
Vished er som regel at foretrække frem for uvidenhed. Journalisten Peter Øvig Knudsens kortlægning af modstandsbevægelsens likvideringer, der blandt andet blev til gennem arkivadgang, var med til at skabe en ny indsigt om krigen. De såkaldte tyskerbørn, altså børn, hvor faderen typisk var en tysk soldat og moderen dansk, kæmpede længe for arkivadgang, så de kunne få information om deres fædre. De fik en dispensation i år 2000, og i 2003 sænkede Folketinget grænsen for adgangen til oplysninger om enkeltpersoner fra 80 til 75 år. Samtidig fik forskere, journalister og andre adgang til offentlige arkiver efter 20 år mod tidligere 30. Men trods liberalisering fortæller historikere om vanskeligheder, når de ønsker arkivadgang.
Læs mere om tyskerbørnene her
Blandt andet oplevede koldkrigsforskeren Bent Jensen i forbindelse med sit arbejde, at centrale akter var makuleret, ligesom han fik afslag på at se andre dokumenter med henvisning til ”rigets sikkerhed”.
Trods løbende ændringer af den danske arkivlov har adskillige europæiske lande en mere vidtgående åbenhed end Danmark. Det bedste eksempel er formentlig Tyskland, hvor østtyskerne slet og ret krævede adgang til Stasiarkiverne kort efter Murens fald. Det skabte i den grad familiedramaer, når stikkere i familien og omgangskredsen blev afsløret, men det skabte også grobund for en art forsoning, idet det også blev klart, hvad der ikke fandtes i arkiverne, ligesom man fik mulighed for at tale ud med hinanden, stille nogle til ansvar og tage de svære samtaler.
Hvis det samme skal gøre sig gældende i forhold til danske nazister, er det ved at være sidste udkald. Landssvigerarkivet bør åbnes, og samtidig bør et forskningsarbejde belyse, hvor troværdigt det er. Ingen skal på grund af navneforvekslinger eller rygtedannelser i 1940'erne hænges ud som nazister i dag.
kdh