Konflikten er ikke afsluttet mellem Armenien og Aserbajdsjan, selvom der officielt har været våbenhvile de seneste dage. Der kæmpes stadig, og en fred bliver ikke lettere at nå af, at det er en af de krige, der bygger på flere lag historie, som understøtter den gensidige modvilje.
For det første havde de to lande et opgør i 1990’erne om de grænser, som Sovjetunionen havde dikteret mellem de to tidligere Sovjet-republikker. Her vandt armenierne i Nagorno-Karabakh reelt kampen om ikke at høre under Aserbajdsjan, som området omgives af. Men den status har ikke vundet international opbakning.
For det andet trækker konflikten tråde tilbage til osmannernes 100 år gamle folkemord på armenierne, fordi Tyrkiet nu er aktivt involveret i Aserbajdsjans forsøg på at erobre den armenske enklave Nagorno-Karabakh. For at forstå armeniernes situation skal man forestille sig, hvordan israelerne ville have det, hvis tyske tropper stod ved deres grænse i 2020, mens de argumenterede med, at Holocaust var en naturlig omkostning ved at føre krig.
For det tredje ligger der en 1300 år gammel religiøs modsætning under krigen. Armenierne er en gammel kristen kultur, der står over for to muslimske kulturer, som aldrig for alvor har tilegnet sig idealer om tolerance, demokrati og mindretalsbeskyttelse.
Siden islam spredtes i Mellemøsten, har lokale kristne kulturer som den armenske været i defensiven. Trods perioder med fredeligt samliv er det store billede, at de kristne er blevet reduceret gennem århundreder og nu kun udgør få procent af Mellemøstens befolkning.
Man kan godt forstå, hvis Armenien er utryg ved Tyrkiet, der igen er klar til at støtte en fordrivelse af armeniere. Armenierne kan påvise, at der har været armensk kultur i Nagorno-Karabakh i mindst 1500 år og har med rette ikke store håb om at få det bedre ved at komme ind under Aserbajdsjans regering. Omkring 70.000 af de 150.000 armenske indbyggere meldes i skrivende stund flygtet fra Nagorno-Karabakh, lyder det fra de armenske myndigheder.
Den tyrkiske præsident Recep Erdogan har i årevis arbejdet hårdt på at få en religionskonflikt i gang, der kan skrive ham ind i den osmanniske tradition for krig mod de vantro. Armenien er et lille kristent land med tre millioner indbyggere og fjendtlige naboer som Iran, Tyrkiet og Aserbajdsjan. Det gør det til et optimalt bytte, og det kan blive stedet, hvor han får held til at få sin militære konflikt med en kristen kultur.
Mens EU har været tøvende beskuer af striden i Nagorno-Karabakh, er Frankrigs præsident Emmanuel Macron klar i mælet. Tyrkiet er trådt over en rød linje, når landet er involveret i at få syriske jihadister frem til slagmarken i Nagorno-Karabakh, siger Emmanuel Macron, der længe har vidst, hvor farlig Recep Erdogan er. Frem for alt har Emmanuel Macron et klart blik for, at den tyrkiske præsidents krig i Nagorno-Karabakh skal ses i sammenhæng med hans sabelraslen over for Grækenland og Cypern samt hans militære engagement i Syrien og Libyen. Resten af Vesten bør følge Emmanuel Macrons eksempel og lade tyrkerne forstå, at de ikke har noget at vinde ved at starte konflikter. Det kan ikke tillades, at armenierne, der blev fordrevet og myrdet i store tal for 100 år siden, nu igen fordrives.