Tavsheden i den islamiske verden om den horrible forfølgelse af den kristne pakistanske kvinde Asia Bibi kan desværre ikke overraske, selvom der også fra alle lande med muslimske befolkningsflertal burde være udgået protestråb. Det er mere den vaklen og famlen, der udvises fra statsligt hold i dele af Vesten, den kristne verden, der er chokerende. Herunder ikke mindst den tøven, der her i Danmark er begyndt at ligne officiel politik, nu ni dage efter at Asia Bibi måtte gå i skjul et sted i Pakistan.
Det er så meget desto mere beklemmende, som vi har en regering, der i sit grundlag i 2015 valgte at skrive de indiskutabelt rigtige ord om, at der ”i flere af verdens brændpunkter foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter”, hvilket fik regeringen til at love, at den ”vil have et særligt fokus på at styrke det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter”.
Det er ord, der forpligter. Og forhåbentlig vil de trods alt være svære helt at løbe fra, nu da verdensoffentligheden står ansigt til ansigt med dette alt for tydelige eksempel på, hvor skræmmende forholdene er for kristne også i et af de muslimske lande, som vi ellers har relativt tætte relationer til. Pakistan indtager stadig en nøglerolle i vestlige landes forsøg på at dæmme op for islamistisk terror. Det er ironisk nok tilfældet, samtidig med at Pakistan selv – trods støtten fra Vesten – opretholder blasfemilove, der baserer sig på sharia og efterlader landets ikke-muslimske borgere retsløse.
Som det fremgår af dagens avis, lod Udenrigsministeriet i går Kristeligt Dagblad tilflyde en besked, der må læses sådan, at regeringen ikke er på vej med et konkret udspil, der kunne hjælpe Asia Bibi. Den 53-årige kvinde og hendes familie er i livsfare, efter at hun den 7. november blev løsladt, frifundet ved Pakistans højesteret for blasfemi. En tiltale, der havde holdt hende fængslet i otte år og ved lavere retsinstanser havde udløst en dødsdom over hende. Anklagerne var dog så usammenhængende og vidnerne så utroværdige, at højesteret blev nødt til at lade tiltalerne falde.
Men efterfølgende har store folkelige uroligheder i pakistanske byer med kravet om, at Asia Bibi trods frifindelsen slås ihjel, gjort enhver fremtid i Pakistan umulig for hende og familien.
Muligvis hjalp den internationale opmærksomhed om sagen domstolen i retning af den eneste acceptable dom. Men én frifindelse fjerner ikke den permanente og overordnede trussel mod kristne mindretal. Den er usvækket. I Pakistan som i de talrige andre muslimske lande, hvor ikke-muslimske borgere er reduceret til andenklasses indbyggere.
Andre lande end Danmark har faktisk erkendt, at Asia Bibi åbenlyst opfylder alle kernekriterierne for at få tilbudt asyl, og har som konsekvens tilbudt hende ophold. Det gælder blandt andet Tyskland, Canada, Frankrig og Spanien. Man må håbe, at hun kan hjælpes til et af disse lande, hvis det overhovedet kan lade sig gøre at få hende levende ud af Pakistan.
Det kan udmærket være, at der sker danske tiltag bag kulisserne, som udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ikke kan tale åbent om. Det er i så fald al ære værd. Men skepsissen desangående fra endog regeringspartiet De Konservatives ordfører, Naser Khader, tyder ikke på, at Danmarks regering overanstrenger sig for at leve op til sine egne ord om at beskytte forfulgte kristne.
Det er ikke imponerende.