Det er endt med opholdstilladelse til det store flertal af de asylansøgere, der er konverteret til kristendommen efter først at have fået afslag. Det viser en ny opgørelse udført af Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Resultatet rejser det spørgsmål, om konverteringer reelt fungerer som genvej til opholdstilladelse. De ender i hvert fald med at blive det. Det behøver ikke at betyde, at konverteringerne er falske. Men det ville omvendt heller ikke være overraskende, hvis nogle af de konverterede har benyttet kristendommen som middel til at få lov at blive i Danmark.
Når det gælder kristendom, kan vi aldrig fastslå, hvem der har taget den til sig i hjertet. Det kan ingen i sidste ende vide. Det har i mange år været god tone i folkekirken at holde sig til denne konklusion.
Men i den politiske virkelighed er det i stigende grad blevet uholdbart at blive stående ved det synspunkt, når det gælder asylansøgere. For der er ingen vej uden om, at myndighederne skal afgøre, hvem der må blive i Danmark. Ikke alle asylansøgere, der siger, de er kristne, kan få lov til det.
Men man må holde fast ved, at nogle mennesker er i livsfare, hvis de vender hjem til lande som Afghanistan efter at være blevet kristne. I det lys kan opgørelsen også udlægges sådan, at myndighederne faktisk har lært betydningen af det religiøse i asylsager.
Flere politikere har advaret mod proforma-konverteringer. Tidligere kirkeminister Bertel Haarder (V) mente i 2016, at man skulle vente med at døbe asylansøgere, til deres asylsager var endeligt afklaret. For de risikerede at blive mistænkt for at misbruge dåben. Den opfordring afviste folkekirkens biskopper med rette. Dåben kan ikke være afhængig af en administrativ proces.
Christian Langballe (DF) lægger i dagens avis vægt på den enkelte præsts ansvar. Han har en pointe. Den indvandringspolitiske udvikling betyder, at det er blevet endnu vigtigere, hvordan præster ser på og forholder sig til de indvandrere, der kommer og siger, at de vil være kristne. Det betyder naturligvis også, at man af og til er nødt til at sige nej til dåb af mennesker, som siger, de vil konvertere.
I nogle kirker stilles der store krav til personer, der ønsker at blive døbt, og de gennemgår lange forløb. Andre steder kan det gøres hurtigere. Konversion blandt asylansøgere er en god anledning til at debattere folkekirkens dåbsteologi, som udvikler sig i flere retninger i denne tid, hvor der både findes den hurtige drop in-dåb og lang indøvelse i kristendom hos nye danskere.
Man kan næppe undgå, at der snydes med kristendommen som identitet i en tid med politisering af kristendommen på flere måder. Men uanset hvor meget det strider imod vores teologiske tradition, bliver staten i stigende grad tvunget til at give klare svar på, hvilke indvandrere der er kristne, og hvilke der ikke er. Og spiller præster og teologer ikke med, bliver vurderingerne foretaget af andre, der er mindre kompetente på området.