I gårsdagens Kristeligt Dagblad fortalte formand for Ateistisk Selskab Frank Grevil, at organisationen nu ville rette skytset imod islam efter i mange år at have skudt på kristendommen.
LÆS OGSÅ: Ateister bliver islamkritiske
Det er prisværdigt, at ateisterne begynder at tænke stringent og rette sig imod religion som sådan og ikke bare kristendom. I en kultur som den danske har der aldrig været en principiel religionskritik, men til gengæld en omfattende tradition for kristendomskritik. Europas litterater, teologer og fritænkere har reelt brugt kræfterne på kristendommen.
De mange års fraværende stringens i religionskritikken bør mane til eftertanke for dem, der tror, at ateisme er naturvidenskabeligt logisk, eller at tankesættet er neutralt.
Det næste logiske skridt fra ateisterne bør være en kritik af den bløde selvudviklende religion, som i disse år vender danskerne fra kristendommens du skal til nyåndelighedens jeg har behov for. Fra kirkeligt hold har det ikke skortet på advarsler om, at denne nye tro udvikler værdier, som ikke gavner fællesskabet. På dette punkt er det som så mange gange tidligere i historien kristendommen, der er gået forrest i religionskritikken.
I den brede kultur har ateismen i dag en større indflydelse, end Ateistisk Selskabs 1100 medlemmer lader ane. De repræsenterer ganske vist ikke de syv procent af danskerne, som ifølge professor Peter Gundelachs værdiundersøgelse kalder sig ateister. Mange ateister er nemlig medlem af folkekirken eller på anden måde kulturkristne, som Iben Krogsdals forskning blandt andet har vist.
Men de har et bredere fodfæste. Da Kristeligt Dagblad holdt læsermøde sammen med en menneskerettighedsorganisation forleden, var de to hovedpunkter for salens unge menneskerettigheds-forkæmpere sammenfaldende med ateisternes officielle program: De var imod omskæring af drenge og for beskyttelse af mindreårige imod religion. Mange mennesker er modtagelige for ateisternes synspunkter uden at være betalende medlemmer.
Ateisternes bebudede fokus på omskæring og sharia vil sætte dem i det konfliktforhold til jøder og muslimer, som er den naturlige forlængelse af deres grundprincipper.
Selskabet skal nu navigere mellem den islamkritik, der øger friheden, og den islamkritik, der reducerer friheden i samfundet. Det er en kritik, som kan give politiske øretæver, og hvor ateist-teoretikere i dag har haft held til at overbevise unge idealister om, at de er tolerancens forkæmpere, vil det blive synligt for enhver, når jøder og muslimer angribes, at tolerancen kan ligge på et lille sted. For den frihedstrang, som kristendommen har født religionskritikken med, er ikke længere del af ateismen.