Efter 36 år som borgere i en pariastat kan iranerne nu tøvende begynde at tage de første skridt tilbage i verdenssamfundet. Og vestpå i samme region kan Israels indbyggere - selvom landets nuværende premierminister prøver at fremstille sagen modsat - se frem til en periode, hvor truslen fra et måske militært iransk atomprogram vil blive mindsket markant. Samtidig kan der i horisonten skimtes mørke skyer, der trækker sammen over Islamisk Stat og andre terrorgrupperinger, der med udspring i sunni-islamisme har spredt opløsning og død, hvor de kom frem.
Det samlede resultat af disse udviklinger kan blive et mere stabilt og i yderste instans mere fredeligt Mellemøsten.
Der skal en god portion angst for fremtiden eller arrogance til for at modsætte sig dette perspektiv. Det er løfterigt, men det er selvsagt også usikkert. Sådan er det med dristigt og modigt diplomati, der sætter forhandling i stedet for fastfrysning og samtale i stedet for konfrontation. Og sådan er det også med den aftale, der nu er indgået mellem det shia-muslimske præstestyre i Iran på den ene side og USA og fem andre stormagter på den anden side, en aftale, som betyder en i første omgang tiårig opbremsning af Irans omstridte atomprogram.
Om det fortjener at blive kaldt en historisk aftale, vil tiden vise. For der er naturligvis meget, der kan gå galt. Men der er ingen tvivl om, at Iran-aftalen udgør en sand diplomatisk triumf i en stadig mere fragmenteret verden, hvor sikkerhedspolitik ellers er blevet til korttidsplanlægning, der ofte har hovsa-karakter.
Der var et utal af stationer undervejs i de seneste 20 måneders forhandlinger, hvor både Kongressen hjemme i USA, de mere konservative kræfter i Irans præstestyre, Israel, Saudi-Arabien og en skeptisk omverden i almindelighed ville have gratuleret præsident Barack Obama, hvis han havde afbrudt samtalerne, opgivet diplomatiet, droppet de opnåede del-resultater og var gået tilbage til det velkendte: en kold krig med Iran, hvor Vestens våben var sanktioner, der sigtede på at forkrøble det iranske samfund.
Obama og hans udenrigsminister John Kerrys triumf består i, at de - selv da flest vendte tommelfingeren nedad til bestræbelserne - fortsatte. Aftalen, der nu skal godkendes af Kongressen, indebærer en demontering af den akutte trussel om, at Irans præstestyre oparbejder uran nok til at skabe atomvåben. Nede i substansen er aftalen imponerende i al sin detaljerigdom og tydelighed med hensyn til negative konsekvenser for Iran, hvis landet ikke fuldt ud følger handlingsplanen. Aftalens tekst er i sig selv det klareste dementi af de forsøg, kritikerne gør på at fremstille den som naiv over for iranerne.
Naturligvis har Iran meget at opnå ved at tiltræde resultatet af forhandlingerne. Men det diskvalificerer på ingen måde det kompromis, USA og de andre stormagter er gået ind på. Uden for aftalens tekst ligger det, der er mest usikkert, men også ultimativt mest attraktivt: Perspektivet om et reelt tøbrud mellem parterne, der kan fremme freden i regionen.
jd