Prøv avisen
Leder

Auken har bedst fat i håndtryksdebat

Af Johannes Henriksen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Radikal splid om håndtryk blotlægger liberal desorientering

Man støder næppe nogen ved at hævde, at der findes større problemer i verden end håndtryk. Ikke desto mindre dukker debatten om håndtryk, og især nogle muslimers praksis med ikke at give hånd til personer af modsat køn, jævnligt op herhjemme.

Når håndtryksdebatten er interessant, hænger det sammen med, at den på en anskuelig måde udstiller de hverdagslige konflikter, som hører til det multikulturelle samfund. Håndtrykket eller fraværet af det minder os om, at de kulturelle omgangsformer, vi længe har taget for givet, ikke længere er en selvfølgelighed.

Senest har håndtryksdebatten fået en tur i den værdipolitiske trykkoger, efter at De Radikales Ida Auken gav udtryk for sin frustration over en repræsentant fra en moské, som ikke ville give hende hånden under et besøg på Christiansborg. Aukens synspunkt har skabt stor opstandelse i radikale kredse, som de seneste årtier har hyldet en multikulturel tilgang, hvor det ikke sømmer sig at problematisere andre kulturer og religioner, slet ikke muslimers. Den tidligere Venstre-mand Jens Rohde, som i dag er medlem af den radikale folketingsgruppe, har således også offentligt taget afstand fra Ida Aukens holdning.

Og De Radikale er ikke de eneste, som har vanskeligt ved at finde det liberale fodfæste i samtidens værdidebatter. Aktuelt har Liberal Alliances tidligere politiske ordfører Christina Egelund forladt partiet, som hun mener er ved at blive trukket i en for nationalkonservativ retning, ligesom også Venstre er splittet i en princip-liberal og en mere folkeligt-liberal, kulturkonservativ position. Det handler ikke kun om håndtryk, men det handler i høj grad om, hvordan vi som samfund håndterer de udfordringer, der knytter til multikulturelle samfund. Skal vi hylde forskelligheden som kulturel berigelse eller være tydelige om, hvilke værdier og kulturelle former, vi værdsætter og ikke værdsætter som samfund? Det er ikke noget enkelt spørgsmål, og det kan ikke besvares en gang for alle. Men det rene liberale princip om, at kultur og livsformer hører til privatlivets fred og derfor aldrig kan være et offentligt anliggende, er og bliver fattigt og magtesløst over for virkeligheden.

Hvis vi kan se, at burkaer, manglende håndtryk og kønsopdelt svømning rent faktisk udfordrer den sammenhængskraft, som har gjort Danmark til et stærkt og tillidsfuldt samfund, så er det et svigt ikke at forholde sig til det.

Det kan ikke alt sammen løses med lovgivning og forbud, men politiske tiltag kan indgå som signaler i et nødvendigt kulturelt pres, hvis mål ikke er at genere muslimer, men at sikre, at alle kan leve sammen i et folkeligt, forpligtende fællesskab.

Når Ida Auken kritiserer det manglende håndtryk, ligger hun i forlængelse af en radikal tradition for kultur- og religionskritik, som ikke tager afstand fra religion som sådan, men minder om, at alt ikke er lige gyldigt. Det er en relevant kritik. Ligesom det er nyttigt at minde de princip-liberale om, at de rene argumenter ofte egner sig bedre til en studiekreds end til virkelighedens værdikampe, hvor forhandlingen om det fælles liv, vi ønsker at leve, finder sted.