Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Det er alles pligt at lære af historien og huske

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

KZ-lejren blev befriet for 75 år siden. Det er en pligt at huske

Den italienske jøde Primo Levi kom til Auschwitz-lejren i Polen i februar 1944. Han blev sammen med de øvrige overlevende fanger fra den nazistiske kz-lejr befriet af fremrykkende sovjetiske tropper knap et år senere den 27. januar 1945, nu på mandag for 75 år siden. To år senere udgav Primo Levi bogen ”Hvis dette er et menneske” om sin hverdag og overlevelse i lejren. Bogen er en af det 20. århundredes vigtigste, og den er med sin nøgterne og registrerende tone et af verdenslitteraturens stærkeste vidnesbyrd om jødeudryddelsen og det helvede, der udfoldede sig i de nazistiske kz-lejre.

I bogen beskriver Primo Levi, hvordan han var heldig først at komme til Auschwitz – den største af de mange tyske koncentrationslejre – så sent i krigens løb, fordi den tyske regering ”på grund af voksende behov for arbejdskraft havde besluttet at forlænge gennemsnitsleve-alderen for de fanger, der skulle udryddes”.

Bogens titel stammer fra et indledningsdigt, hvori kz-systemets umenneskeliggørelse anfægtes. I bogens kapitel om nætterne i lejren fortæller Primo Levi, at han og flere af hans medfanger, måske dem alle, havde den samme tilbagevendende drøm. Han er blevet befriet og er sammen med familie, venner og mange andre, som han nu fortæller om rædslerne. Han fyldes med glæde over at være blandt venlige mennesker, men ser så, at de ikke følger med i det, han siger. De virker ligeglade. ”Hvorfor går vores daglige smerte så konstant igen i vores drømme? Og altid i den samme scene, hvor vi fortæller uden at blive hørt?”, spørger han i bogen.

Når regeringsledere og andre i disse dage markerer befrielsen af dødslejrkomplekset Auschwitz-Birkenau, er det med håbet om, at Primo Levis onde drøm aldrig må gå i opfyldelse. At holocaust aldrig må blive glemt, men stå som en evig skamstøtte over antisemitismen, racetænkningen og menneskets ubegribelige anlæg for at handle ondt. Auschwitz blev symbol på holocaust og udryddelsen af seks millioner jøder. Men også politiske modstandere, sigøjnere, handicappede og andre ”uønskede” døde i lejrene.

Antisemitismen begyndte eller sluttede ikke med nazismen, men er rodfæstet i historien. Inden og under Anden Verdenskrig lukkede de europæiske lande, herunder Danmark, deres grænser for flygtende tyske jøder, da de havde allermest brug for hjælp. Israel blev oprettet i 1948 som det tilflugtssted, ingen andre ville give jøderne. De allierede kendte til kz-lejrene tidligt i krigen. Storbritanniens Winston Churchill beskrev dem som ”den største og mest afskyelige forbrydelse, der nogen sinde er blevet begået i verdenshistorien”. Men hans ønske om at bombe jernbanelinjerne til Auschwitz blev ikke hørt.

Antisemitismen vinder igen frem. Den trives blandt islamister i den muslimske verden og i mange miljøer i Europa med muslimske indvandrere. Den har fodfæste på den ekstreme politiske højrefløj og på den radikale venstrefløj. Den er skræmmende og skal fordømmes og afvises håndfast, først og fremmest med oplysning til nye generationer. Det er alles pligt at lære af historien og huske. Men det bliver sværere, jo længere tid der går. Det er fremtidens store udfordring.

Primo Levi afslutter i et digt inspireret af den jødiske Shema-bøn forordet til ”Hvis dette er et menneske” med disse linjer: ”Tænk over at dette er sket. Jeg overantvorder jer disse ord. Lad dem mejsle sig ind i jeres hjerter, hjemme såvel som ude. Når I går i seng, når I står op. Gentag dem for jeres børn. Eller måtte jeres huse falde sammen, sygdom ramme jer, og børnene vende sig fra jer.”