Leder: En halv million flygtninge står angiveligt klar i Nordafrika til at stige om bord på plimsollere og rejse mod det forjættede Europa.
Menneskesmuglerne har kronede dage, og EU er splittet. Ingen europæiske lande ønsker at huse de mange flygtninge, men ingen kan heller tillade, at Middelhavet omdannes til en kirkegård. Italien indstillede sidste år sin bekostelige redningsindsats, Mare Nostrum, der reddede tusinder langs Afrikas kyst.
Landet følte sig med rette svigtet af det øvrige EU og har nu flyttet sin kystbevogtning mod nord og begrænset den til sit eget farvand.
Mange nordeuropæiske lande vender ryggen til problemet og overlader det til sydeuropæerne. Frygten er, at med en mere intensiv redningsindsats vil endnu flere flygtninge tage chancen og begive sig ud på den farefulde færd, vel vidende at de hurtigt bliver samlet op.
Og den kyniske europæiske kalkule er omvendt, at er redningsindsatsen beskeden, vil flere drukne og færre turde flygte. Dermed vil Europa minimere den flygtningestrøm, ingen lande ønsker.
Sidste år kom 170.000 flygtninge over Middelhavet, og i takt med at vejret nu er blevet bedre, er strømmen af flygtninge taget til igen. 10.000 primært afrikanere er kommet til de italienske kyster i løbet af de seneste dage, og antallet af druknede er allerede højt. I Spanien har man netop vedtaget en ny lov om såkaldt ekspres-returnering. Loven er blevet kritiseret af eksperter, FN, Europarådet og EU, men den spanske indenrigsminister slog hovedet på sømmet, da han bad kritikerne og ikke mindst nordeuropæerne om en adresse, hvortil flygtningene kan sendes til og få mad, husly og job. Dermed påpegede han det, han helt rigtigt kaldte for ”hykleriske lektioner”.
Det internationale samfund og ikke mindst EU må adressere problemerne i fællesskab. Det er ikke Italiens, Spaniens eller Grækenlands eget problem, at livet i Europa er så meget mere attraktivt end i Afrika, at mange er villige til at risikere alt for at komme hertil.
Det er et fælles europæisk anliggende.
Den kristne etik og europæiske humanisme er udfordret til sit yderste, og eneste vej frem er fælles fodslag.
En af udfordringerne er lovløsheden i Libyen, der har hersket, siden Gaddafis fald i 2011 samt krigen i Syrien, der har sendt et helt land på flugt.
Løsningerne findes i Mellemøsten og Afrika, men det er det internationale samfund, der må tage ansvar. Libyen skal stabiliseres, så det ikke længere er forbrydere, der hersker og sender mænd, kvinder og børn til Europa mod klækkelig betaling. Og Nordeuropa må samtidig erkende, at denne opgave ikke kan overlades til et Sydeuropa, der i forvejen er i knæ. kdh