Prøv avisen
Leder

Bag om tallene: Tal folkekirken op

Historien om folkekirkens forfald gentages ofte, men er usand

Vi kender alle historien om de tomme kirkebænke. Fortællingen om folkekirkens forfald. Og eventyret om danskernes voksende ligegyldighed over for kirke og kristendom. Forskellige varianter af de historier fortælles hvert kvartal, når Danmarks Statistik offentliggør de seneste tal for medlemskab og kirkelige handlinger i folkekirken. Således også i går, hvor nyhedsbureauet Ritzau kvitterede med overskriften: ”Folkekirken bløder medlemmer”.

Men stop lige en halv. Krisefortællingen om folkekirken kører ganske vist på automatpilot, men den er ikke sand. Det er korrekt, at medlemsandelen er faldet gradvist i løbet af de seneste 30-40 år, og færre bliver døbt i dag end tidligere, især i København. Men der er fortsat 4.352.507 medlemmer af folkekirken, i absolutte tal er faldet begrænset, og faldet i den samlede medlemsprocent skyldes i høj grad indvandring fra ikke-vestlige lande.

Træder man et skridt tilbage og ser ædrueligt på tallene, er det en helt anden historie, som viser sig. Den danske folkekirke har nemlig en forankring som ingen anden kristen kirke i den vestlige verden. I store dele af landet ligger medlemsandelen over 80 procent, og ser man tallet i relation til indvandring fra muslimske lande, er det flere steder op imod 90 procent af de såkaldte gammeldanskere, som er medlem af folkekirken. Tæt på 70 procent af en ungdomsårgang bliver konfirmeret, og et godt stykke over 80 procent bliver begravet eller bisat i kirken. Samtidig når mange af folkekirkens forskellige aktiviteter fra babysalmesang til foredragsvirksomhed ud til et stort antal danskere året rundt. Folkekirken samler danskerne. Selvom de fleste danskere ikke går i kirke regelmæssigt, så ved de, at den er der, når de får brug for den.

Når forfaldshistorien fortælles så ofte, skyldes det i vidt omfang en kombination af uvidenhed og journalistisk dovenskab. Det sidste må være mediernes ansvar at rette op på, men folkekirken kan også blive bedre til at fortælle de positive historier om den stærke folkelige forankring hos det store flertal af danskerne.

Ikke fordi det i sig selv skal være et mål for folkekirken at være en succes, men fordi det kan flytte fokus væk fra den bevidstløse gentagelse af en usand forfaldshistorie og i stedet give folk anledning til at tænke over, hvorfor folkekirken faktisk har så stærk en forankring, som tilfældet er.

Det står stadig mere klart, at globalisering, indvandring og multikulturalisme har ført til en besindelse på eget kulturelle grundlag, herunder ikke mindst den protestantiske kristendom. Der er ikke tale om en religiøs vækkelse, men netop om en besindelse.

Det ville være gavnligt, hvis flere gad ulejlige sig med at forstå baggrunden for og betydningen af denne besindelse, hvis kulturelle og politiske betydning stikker langt dybere end den lille og opmærksomhedskrævende skare af ateister og småsparere, som melder sig ud.