Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er på vej ind i sit politiske otium og bruger anledningen til at justere sit eftermæle i en række tv-programmer om sin tid som udenrigsminister. I det første program tirsdag aften lagde han afstand til den måde, hvorpå Anders Fogh Rasmussen (V) og VK-regeringen håndterede en del af Muhammed-krisen.
De muslimske landes ambassadører fik afvist en fælles henvendelse til statsministeren med et brev og en belæring om dansk demokrati og ytringsfrihed. Det udløste i nogles øjne krisen. Havde han bare selv fået sagen overdraget og var mødtes med diplomaterne, kunne han måske have talt dem ned og derved forhindret krisen i at brede sig, konstaterer Per Stig Møller i tv-udsendelsen.
Det er bagklogskab og farlig efterrationalisering. Selvfølgelig er det bedst ikke at afvise diplomater, der beder om et møde. Det er selve diplomatiets natur at tale med selv sine værste modstandere. Det har Danmark lært af krisen. Men det mente de færreste dengang. Ydermere tydede meget på, at især Egypten kunne bruge krisen indenrigspolitisk. Landet ønskede at skabe et civilisationernes sammenstød, så landets politiske ledelse fremstod som islams forsvarer. Morgenavisen Jyllands-Posten og Danmark blev ofre for det.
Alligevel er Per Stig Møllers efterrationalisering interessant for historieskrivningen. Det famøse svar til de muslimske landes ambassadører blev tilsyneladende forfattet i Udenrigs-ministeriet efter diktat fra en af Stats-ministeriets topembedsmænd. Han er i dag chefredaktør på Politiken, hvor han har kritiseret, at regeringen afviste de muslimske ambassadører. Sådan kan alle blive klogere.