Mon ikke de fleste forbinder præster med en høj etisk og moralsk bevidsthed? Og mon ikke det samme gælder for sygeplejersker, pædagoger og skolelærere? Det er trods alt faggrupper, der typisk med stor ansvarlighed støtter og løfter mennesker i livets centrale faser. Men hvad med bankdirektører? Her er det næppe høj etik og sund moral, men nok nærmere hvidvask, udbytteskat og gyldne håndtryk i millionklassen, man først tænker på.
At det forholder sig sådan, bør dog ikke være en selvfølge. Ingen brancher er undtaget fra et samfundsansvar, heller ikke finansverdenen, som eksempelvis ATP’s nu fratrådte direktør Christian Hyldahl ellers udlagde det, da han forklarede, hvorfor han som tidligere direktør i Nordea stod centralt i bankens uretmæssige opkrævning af udbytteskat i Schweiz:
”Tankesættet var, at det var handler, hvor man kunne udnytte en misprisfastsættelse. Men hvis vi dengang havde haft samme fokus på samfundsansvar, som vi har i dag, så havde vi ikke indgået de handler.”
Hertil er bare at sige, at samfundsansvar er en permanent forpligtelse, som ikke kan lægges på hylden, fordi man befinder sig i en kultur, hvor ”tankesættet” dikterer, at man skal ”udnytte” markedet.
Det tyder heldigvis på, at stadig flere af finanssektorens ledere har forstået, at noget er gået galt. Da bankernes interesse-organisation Finans Danmark i mandags holdt årsmøde, lagde formand Michael Rasmussen ikke skjul på, at han godt kan forstå befolkningens manglende tillid til banksektoren, der ikke bør sætte ”profit før etik”.
”Når danskerne ser på os – altså de af os herinde, der er direktører i en finansiel virksomhed – så tror jeg, at mange af dem ser en gruppe mænd og kvinder, der har tænkt mere i egen indtjening end i samfundets ve og vel,” lød det fra formanden, der også pointerede, at bankcheferne fremover bør spørge sig selv ”bør vi?”, ikke ”kan vi?”.
Undskyldninger og erkendelser er tiltrængt, men ikke tilstrækkeligt. En bank er ikke kun en virksomhed, men en central del af samfundets infrastruktur. Når bankerne spekulerer i skattesystemet og hvidvasker milliarder, betales prisen af den almindelige husejer, af direktøren i den lille familieejede virksomhed og alle de mange andre, der baserer deres hverdag på opsparinger og lån i den lokale bank. Banker er i dag så store og magtfulde, at en ensidigt profitorienteret kultur kan underminere ikke bare aktionærernes, men hele samfundets økonomi.
Derfor står bankernes ledelser nu foran en hård opgave med at genskabe tilliden til kunder, politikere og samfundet som sådan. Og her rækker det ikke med en undskyldning, hvor oprigtigt den så end er tænkt.
Mest præcist blev det nok sagt af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, bestyrelsesformand i A.P. Møller Holding, der som storaktionær i Danske Bank tidligere året på reagerede på bankens mangeårige hvidvask ved at gå i spidsen for en udskiftning af bankens bestyrelsesformand Ole Andersen: ”Danske Bank skal opføre sig ordentligt og have sine danske værdier på plads. Og dermed mener jeg tillid og ordentlighed.”
Man kan håbe, at bankernes ledelser nu ikke bare overlader det til politikerne at foretage de nødvendige reguleringer, men selv går forrest i arbejdet med i praksis at styrke kontrollen med mulig spekulation og samtidig tager teten i en etisk oprustning. At drive ”en god forretning” handler ikke kun om overskuddets størrelse, men også om vejen til overskuddet.