Hvis Danmark får en ny regering efter næste valg, bliver noget af det mest interessante, hvordan den vil håndtere energi- og klimapolitikken. Enhedslisten har netop fremlagt et vidtgående klimaudspil, som både vil øge afgifterne på benzin og diesel, indføre såkaldte vejbenyttelsesafgifter, øge tilskuddet til elektriske biler og forbedre den offentlige transport. Flere af forslagene er en overvejelse værd, men de rejser også spørgsmålet om, hvorfor det overhovedet skulle være nødvendigt at opkræve endnu flere skatter og afgifter i denne sammenhæng? I forvejen lægger det offentlige beslag på 1000 milliarder kroner årligt, og inden for den ramme burde det være muligt at omprioritere til fordel for miljøet.
Det er nemt nok at lægge bilen for had, men grundlæggende har den sikret en mobilitet, som er helt afgørende for udviklingen af det moderne velfærdssamfund. Problemet er, at vi dag har fået så mange biler, at de holder i vejen for hinanden, og en yderligere forventet vækst i bilparken gør det meget vanskeligt at nå målet om lavere udledning af klimagasser. Trængslen i de større byer er overvældende, og tomgang koster bogstavelig talt samfundet milliarder hvert år.
Paradoksalt nok kunne den kollektive trafik løse rigtig mange trafik- og trængselsproblemer, både på landsplan og lokalt. Desværre kniber det med både visioner og evner for den del af infrastrukturen. Tag nu togene. Over længere afstande giver det nærmest ingen mening at køre i bil eller flyve herhjemme, hvis vi ellers havde velfungerende og hurtige tog. I andre lande kan man godt finde ud af at tilbyde mad og drikke på længere togstrækninger, køre elektriske tog til tiden og endda have højhastighedstog, der kan flytte sig med 300-400 kilometer i timen. Men ikke herhjemme. Vi kæmper fortsat med eftervirkningerne af IC4-skandalen, evige forsinkelser og elendig service på togene. Der er investeret et milliardbeløb i en ny toglinje fra København til Ringsted, men de første fem år kan der kun køre to tog i timen på strækningen. Udskiftning af signaler vil på landsplan tage yderligere et årti, selvom det for alvor ville kunne forbedre rettidighed og hastighed. Og flybilletter til kortere strækninger er ofte billigere end en togbillet.
Når det gælder pendlertrafikken, ser det ikke meget bedre ud. Mange steder er det fortsat vanskeligt at parkere sin bil i nærheden af en togstation, især i hovedstadsområdet, selvom det ville være den optimale løsning for mange af dem, der i dag holder i kø på motorvejene på vej til arbejde.
Det giver slet ingen mening. Den nuværende regering har haft blikket stift rettet mod motorvejsnettet, men flere og større motorveje løser desværre ikke trængsels- og klimaproblemerne, de skaber kun endnu mere trafik på langt sigt. Jo, bilen er afgørende for mobilitet og velfærd og vil også være det i fremtiden, efterhånden som den bliver elektrisk og selvkørende. Med en fortsat udbygning af vindenergien vil det mindske klimabelastningen fra bilerne. Skal vi nå de høje mål om bæredygtighed, kræver det imidlertid stadig et markant løft af den kollektive transport, det vil sige større investeringer, lavere billetpriser, mere rettidighed, kortere rejsetid og bedre service om bord.
Muligvis er det svært at få så markante forbedringer til at give overskud på de finansministerielle regneark, men problemet er, at regnearkene ikke tager højde for de langsigtede omkostninger ved at fortsætte vores nuværende rovdrift på naturen. Det burde de gøre.