STATSAMTERNE ER bekymrede. Hver tredje nej i samværssager omgøres af Civilretsdirektoratet. Herfra forsvarer man sig med, at loven om forældremyndighed efter revisionen i 1996 fastslår, at et barn er bedst tjent med at have forbindelse til begge sine forældre. Det princip skal ikke anfægtes, tværtimod burde det snarere understreges kraftigere, f.eks. i debatten om de mange nye medicinske muligheder for at hjælpe barnløse til at gennemføre en graviditet med fremmed og helst anonym donor. Her er der, ikke mindst på baggrund af forældres næsten alment anerkendte ret til at få børn uanset naturens begrænsninger, virkelig behov for at understrege børnenes ret. Ikke mindst retten til en så god start i livet, som vi rent menneskeligt kan sikre dem, herunder retten til en far og en mor. Civilretsdirektoratets omgørelse af sager, hvor statsamterne, hvis medarbejdere har været sagsbehandlere i de enkelte sager og altså har været nærmest på den enkelte sag, er altså med et af tidens modeord politisk korrekt. Spørgsmålet er imidlertid, om der kan træffes politisk korrekte afgørelser i sager, hvor hele problematikken er præget af politisk ukorrekte holdninger og motiver. Det er jo ikke de sager, hvor to voksne som forældre viser den modenhed, der tilsiger dem at sikre, at de fælles børn lider mindst mulig under deres beslutning om at skilles, Civiretsdirektoratet kommer til at afgøre. De klares af voksne og ansvarlige forældre med eller ofte uden myndighedernes deltagelse med fælles forældreret og aftalte regler for børnenes ophold skiftevis hos de to forældre. I de sager, derimod, hvor først amtet og derefter Civilretsdirektoratet involveres, er den typiske problemstilling en magtkamp mellem forældrene. Og slagsmålets genstand, børnene, bliver også de egentlige ofre. Et offer, der kan indbære tabet af kontakt til den ene af forældrene eller, hvor en tvungen samkvemsordning gennemtvinges via myndighederne, en stadig konflikt, som kan være lige så slem - i nogle tilfælde vel endda værre for det barn, der som udgangspunkt føler en loyalitet til begge forældre. Her kan barnets politiske korrekte ret til forældre ikke altid fastholdes uden at komme i åben konflikt med den politiske korrekthed, der er forpligtet til at sætte barnets tarv i centrum. Der er ingen opskrift, ingen lette løsninger eller politisk korrekte løsninger i disse ulykkelige sager. Sagsbehandlere kan berette om utrolig vrede og ondskab i kampen både for sin egen, men ofte lige så meget mod den tidligere samlever eller ægtefælles ret til det fælles barn. Beskyldninger og anklager, til tider endda anklager om incest, er ikke ukendte våben. Retfærdighed og lige ret er vanskelige begreber i disse sager, men barnet bør i hvert fald gå forud for forældrene, når det offentlige skal træffe afgørelsen. jr-o