Prøv avisen
Leder

Bedre sent end aldrig for socialdemokraterne

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør påŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen

Socialdemokraterne foretager historisk skifte i udlændingepolitik

Man kan på internettet finde utallige artikler fra de seneste årtier, hvor socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vest-egn råber om hjælp. Således fortæller Per Madsen, daværende borgmester i Ishøj, i et interview fra 1976 om de store integrationsproblemer i kommunen, hvor hver femte indbygger på det tidspunkt var indvandrer.

Som et forsøg på at dæmme op for problemerne sendte borgmesteren dengang et brev til de store boligselskaber og bad dem lade være med at samle for mange indvandrere i de samme bolig-opgange. Som resultat blev han indbragt for Ombudsmanden anklaget for racisme.

Per Madsen og andre af hans socialdemokratiske borgmesterkollegaer kendte til et problem, som blev fortrængt af politikerne på Christiansborg.

Særligt voldsomt må det have været at opleve fortrængningen hos de socialdemokratiske folketingspolitikere, som foragtede de borgmestre, der i deres øjne ikke kunne løfte integrationsopgaven og ikke bare anså indvandringen for at være en spændende og kulturel berigelse af deres lokale samfund.

Historien har til fulde vist, at de socialdemokratiske borgmestre havde ret i at påpege de mange problemer, der fulgte med indvandringen, mens folketingspolitikerne tog fejl.

I de seneste dage har Socialdemokraternes nye formand Mette Frederiksen tegnet sig for, hvad der må siges at være et historisk kursskifte for partiet. Hun erklærer nu åbent, at den kurs, hun selv stod for som en del af partiets venstrefløj, var forfejlet, og at borgmestrene havde ret.

Dengang kaldte hun det ”en national løgn”, når det blev sagt, at antallet af indvandrere var et problem, for hun mente, at det alene handlede om samfundets evne og vilje til at integrere de fremmede.

I dag erkender hun, hvad der har været åbenbart for mange i lang tid, at antallet af flygtninge og indvandrere er afgørende for integrationen, og at den danske velfærdsstat ikke kan forenes med en åben udlændingepolitik. Der er skabt en etnisk underklasse, og det er de svageste danskere, der kommer til at betale prisen for de mange udlændinge på offentlige ydelser.

Det er et stort fremskridt, at Socialdemokraterne nu forstår, at den velfærdsstat, som selv de mest liberale danskere ønsker at værne om, er truet af de mange udlændinge på offentlige ydelser.

Havde Danmark været et samfund uden mindsteløn eller hjælp til de svageste og et samfund, hvor enhver måtte klare sig som de bedst kunne, og hvor man så stort på udlændinge-kriminalitet og overgreb på kvinder, ville antallet af indvandrere til landet eller deres herkomst ikke betyde så meget.

Nu underminerer tilstrømningen af flygtninge og migranter det danske samfund.

Heller ikke Socialdemokraterne har imidlertid noget svar på, hvordan man beskytter velfærdsstaten, ud over at de nu bakker op om regeringens stadigt mere stramme flygtningepolitik. Men heller ikke den vil kunne løse problemet, når den internationale retsorden giver alle, der når frem til den danske grænse og siger det magiske ord ”asyl”, ret til at få husly og prøvet deres sag.

Ydermere er det internationale flygtningesystem brudt sammen, så der med Mette Frederiksens ord ikke er ”retfærdighed i, hvem der når frem til en sikker havn”.

Der skal dramatiske politiske beslutninger til for at sikre det danske samfund mod at blive løbet over ende. Det samme er tilfældet i de øvrige europæiske lande, hvor den folkelige modstand mod den ukontrollerede flygtningestrøm vokser, mens den politiske højredrejning tager til. Ikke bare Socialdemokraterne, men Danmark og resten af Europa er ved at vågne op til en ny virkelighed.