Der er ikke noget at sige til, at alverdens medier de seneste dage har fokuseret på de ødelagte atomreaktorer i Fukushima. Billeder fra paddehatteskyerne i Hiroshima og Nagasaki som afslutning på Anden Verdenskrig kører på nethinden, og man ser for sig millioner af japanere falde om i Tokyos gader af strålesyge. Det er imidlertid billeder, der ikke har noget med den aktuelle situation at gøre, som dog er alvorlig nok. I skrivende stund har der været tre eksplosioner og en brand på værket, og der er frigivet radioaktivitet til omgivelserne. Økonomisk skælver børserne, ikke bare i Japan, men i hele verden.
LÆS OGSÅ: Flugt fra Tokyo umulig
Hvor forståelig frygten for atomulykken end er, er den stadig meget irrationel i lyset af katastrofens omfang i øvrigt. Mindst 10.000 og formentlig mange flere japanere er slået ihjel. Tusinder er sårede, har mistet deres hjem og måske deres arbejde i lang tid. Infrastrukturen ligger i ruiner. Det er konsekvenser, der på alle leder og kanter overgår risikoen ved atomkraftværkets kollaps. Årsagen til, at det alligevel tiltrækker sig langt den største medieopmærksomhed, skal findes i den berømte forskel på de to begreber frygt og angst. Frygt har man for det kendte og angst for det ukendte. Japanere og andre, der bor i jordskælvszoner, lever år ud og år ind med frygten for et nyt jordskælv eller en ny tsunami. Men de ved i store træk, hvad de er bange for. Nemlig at deres huse styrter sammen, eller at havet en dag oversvømmer dem. Trods denne indlysende fare bosætter millioner af mennesker sig alligevel tæt ved kysten i disse områder.
Med atomulykker er vi ovre i angsten. Stråling er usynlig, man ved ikke, hvor længe den varer, hvad konsekvenserne bliver, og hvornår de indtræffer. Rationelt set har ingen energikilde formentlig reddet flere menneskeliv end netop atomkraften de seneste 50 år, fordi den har mindsket luftforureningen fra fossile brændsler. Tusinder ville være omkommet i kulminer, og tusinder ville være døde af kræft, hvis den samme mængde energi i stedet var produceret med olie, kul og gas. For slet ikke at tale om, hvor meget klimaet var blevet belastet med ekstra kuldioxid. Men angst kan ikke fjernes med rationelle argumenter. Den angst må også politikere forholde sig til, og derfor lukker eksempelvis Tyskland nu sine ældste atomkraftværker i foreløbig tre måneder. Ikke at der er umiddelbar fare for jordskælv i landet, men det spiller ingen rolle, når der er valg forude. På langt sigt bliver den dyreste og mest sundhedsskadelige konsekvens af Fukushima-ulykken formentlig, at atomkraft nu internationalt igen sættes i skammekrogen i yderligere fem-ti år, mens der fyres ekstra op under kullene verden rundt. Trist nok.