Mange var glade, da sognepræst Anni Albæk fra Møllevangskirken i Aarhus i den forgangne weekend annoncerede efter deltagere til en bisættelse uden pårørende med en video på Facebook. For nok var anledningen trist, men præstens gestus var jo så god og rigtig.
Biskoppen kaldte det et ”forrygende flot initiativ”, landets justitsminister priste folkekirkens særlige evner og meddelte på Twitter, at ”ingen har fortjent at være alene i denne verden”, mens roserne for det smukke initiativ strømmede ind fra nær og fjern.
Og jo, folkekirken fortjener ros for mangt og meget, og at gøre opmærksom på ensomhedens omsiggribende vilkår er bestemt prisværdigt, men Aarhus-præstens initiativ er ikke desto mindre problematisk. Af flere grunde.
For det første er enhver bisættelse eller begravelse en kirkelig handling, som uanset antallet af fremmødte har et teologisk sigte og virker i og ved sig selv, hvorfor det heller ikke uden afdødes eller pårørendes klare accept bør bruges som løftestang for selv nok så varme og sympatiske tanker.
For det andet er Facebook et gedemarked for letbenet aktivisme og endeløse tilkendegivelser af egen godhed og empati, som ethvert foretagende, der som folkekirken virker ved alvor og seriøsitet, skal overveje sit engagement i. For hver person, som præsten i Aarhus eller andre håbefulde får i kirke på denne vis, vil der være talrige fremmedgjorte, som har vanskeligere ved at se formålet med event-gørelsen af et ensomt menneskes død.
For det tredje kender vi ikke omstændighederne. Måske er der grunde til afdødes ensomhed, vi ikke kender. Måske ønskede afdøde ikke at være del af en Facebook- event. Vi ved det ikke. Ved præsten noget om dette?
Da en kirkelig handling er offentlig, er der efter alt at dømme strengt juridisk ikke noget at komme efter, men moralsk bevæger man sig et godt stykke ind i gråzonen for det enkelte menneskes ukrænkelighed og privatlivets fred, som alle og især en kirke gør klogt i at gå i en stor bue udenom.
For de gode mennesker, som de seneste dage har lunet sig ved fornemmelsen af deres egen berørthed over fænomenet ensomhed, vil alt dette dog blot være hår i suppen og utidig nejhat. For hvem kan dog betvivle det ædle i at slå et slag for bekæmpelse af ensomhed?
Og jo, ensomhed er værd at bekæmpe, og at ensomhed er så udbredt, som det faktisk er i det moderne samfund, er både trist og tankevækkende. Men det er ikke nødvendigt at træde op på en kiste for at få dette budskab ud. Bekæmp i stedet ensomheden, mens folk endnu er i live. Præsten kan passende begynde med sine sognebørn på det lokale plejehjem.
Vi andre kan tale mere med hinanden og især med dem i vores familie og omgangskreds, som vi godt ved kunne have brug for det. Når vi tænker os om.