Bekæmp uddannelsessnobberi

Det er i alles interesse at få den faglige stolthed tilbage

Michael Bach Henriksen 2016
Michael Bach Henriksen 2016. Foto: Leif Tuxen.

I disse dage er der semesterstart på landets universiteter, og der er god grund til at ønske alle de nye studerende held og lykke med studierne. For mange er det begyndelsen på de muligvis bedste år af tilværelsen, hvor der tilegnes viden, der potentielt kan gavne hver eneste dag i karrieren fremover. At fordybe sig og modtage undervisning på det absolut højeste niveau – og tilmed få penge for at læse på de i øvrigt gratis uddannelser – er et civilisatorisk gode, der altid bør påskønnes.

Når de mange nye akademikere nu myldrer ind i oplysningens haller, sker det imidlertid på baggrund af en problematisk udvikling i gymnasieskolen, der truer med at devaluere værdien af en akademisk uddannelse.

Der er simpelthen alt for store optag til de gymnasiale uddannelser, hvor flere end syv ud af 10 nu søger ind. Det har som konsekvens, at der allerede i 2025 vil være godt 30.000 flere akademikere, end der er brug for, viser en ny prognose fra Danske Regioner.

Denne hovedløse overproduktion fremstår ekstra grel på baggrund af erhvervsuddannelsernes deroute på anseelsesskalaen. Det er desværre blevet sådan, at det opfattes som mindre fint at være håndværker end akademiker. For godt 20 år siden valgte hver tredje en erhvervsuddannelse; i dag er det kun omkring hver femte.

Denne fejlopfattelse bør der gøres op med, men den har dybe rødder og afspejler sig helt ud i sprogbrugen i eksempelvis et ord som ”mønsterbryder”. Her menes der underforstået og altid en person, der får en længere uddannelse eller ”finere” titel end forældrene. Men logisk set er et barn af to lektorer, der vælger at bliver tømrer eller sygeplejerske, selvsagt også en ”mønsterbryder”.

Tidligere forbundsformand i FOA, Dennis Kristensen, gjorde her i avisen i fredags gældende, at man fra politisk side har overinvesteret i den kreative klasse og troet, at den kunne vokse til at omfatte alle borgere. ”Men hvad skal man med en super kreativ befolkning, når vejene skal asfalteres, børnene passes og ældre og syge have pleje?”, som han fyndigt spurgte.

Især i Grundtvigs fædreland burde vi huske, at lyset aldrig er for de lærde blot, og at solen selvsagt også står med mekanikeren og mureren op. Brancher som disse mangler desværre bare arbejdskraft, så det er langt bedre at dirigere flere af de unge i dén retning og modvirke social slagside på erhvervsuddannelserne end at uddanne endnu en cand.mag. og foregøgle, at det skulle være finere at læse kunsthistorie end være klejnsmed.

Uddannelsessnobberiet er ingen i længden tjent med, heller ikke akademikerne, der risikerer at blive uddannet til arbejdsløshed med en inflationsramt kandidattitel. Den faglige stolthed skal med andre ord tilbage, og alle har en interesse i at tale håndens arbejde op igen.