Prøv avisen
Leder

Selvcensur i filmsag vækker mindelser om Muhammedkrise

Der er simpelt hen tale om forskellige typer af hensyn, uberettigede og berettigede. Det principielle problem i forbindelse med Muhammed-tegningerne opstod, da protesterne mod tegningerne fra muslimske grupperinger antog karakter af regulære trusler mod medier og tegnere, skriver dagens leder. Foto: Peter Kristensen.

Hensyn til folks religiøse følelser kan være berettiget. Hensyn til en nordkoreansk diktator er absolut ikke berettiget

I et kollektivt anfald af overforsigtighed tog amerikanske biografer sammen med filmselskabet Sony forleden en ny film ved navn ”The interview” af plakaten, fordi den havde udløst anonyme trusler og hackerangreb. Bag angrebene anes en hånd tilhørende Nordkoreas diktator, Kim Jong-un. Hans motiv kan være, at han ikke fremstilles så fordelagtigt i filmen, som han ynder at blive af sine hjemlige underkuede medier. Der spekuleres også i, om helt andre dunkle kræfter kan være på spil i et spejlkabinetagtigt forsøg på at skabe utryghed. Bortset fra gerningsmændene selv ved ingen formentlig lige nu med sikkerhed, hvad der foregår. Tilbage står, at de berørte dele af filmindustrien anklages for at have udøvet selvcensur. Der er næppe tvivl om, at Sony og biograferne faktisk har overreageret, og det virker særdeles berettiget, når de nu - også fra andre dele af filmindustrien - bebrejdes for alt for ængsteligt at have underkastet sig en komplet illegitim og formentlig udenlandsk pression mod ytringsfriheden.

Men er det ikke helt det samme som med sagen om Muhammed-tegningerne, der i 2005 udløste en international krise, og som siden fik de fleste danske medier til at være meget tilbageholdende med at trykke tegningerne af frygt for at blive genstand for vrede muslimers hævn? Den pointe har flere kommentatorer herhjemme allerede været fremme med i forbindelse med selvcensuren udløst af Sony-filmen. Her kan man se, hvor tåbeligt det er at vise hensyn til sårbare følelser, hvad enten det nu er nordkoreaneres eller muslimers, lyder argumentationen. Den har kloge og dygtige analytikere formuleret i eksempelvis Weekendavisen, og synspunktet har meget for sig. Men det lukker øjnene for, at der findes hensyn, som det i udgangspunktet kan være rimeligt og fornuftigt at tage, og så findes der hensyn, der under alle omstændigheder er misforståede og uberettigede - og som man kun kan tage, hvis man er kujoneret til det.

Den aktuelle sag med filmen falder helt klart i sidstnævnte kategori. Et internationalt fordømt diktatur som det nordkoreanske skal naturligvis ikke skånes for kritik. Det er selve kerneopgaven for frie medier at udøve politisk kritik. Men er det også forkert at have det synspunkt - som denne avis forfægtede under Muhammedkrisen - at religiøse følelser i udgangspunktet kan være noget, man i den fælles samfærdsels gode navn bør tage varsomt på? Det er vel ikke helt så indlysende, at dét også skulle være forkert. Der er simpelt hen tale om forskellige typer af hensyn, uberettigede og berettigede. Det principielle problem i forbindelse med Muhammed-tegningerne opstod, da protesterne mod tegningerne fra muslimske grupperinger antog karakter af regulære trusler mod medier og tegnere. Trusler, der under enhver synsvinkel var og er komplet uacceptable. Det er dém, Muhammed-sagen er kommet til at handle om, når man taler om den i dag; det kan ikke være anderledes, netop på grund af truslernes alvor og omfang. Men at man fornuftigvis kan begrænse sig for ikke unødigt at støde andres religiøse følelser behøver der sådan set ikke være noget galt i.