Prøv avisen
Leder

Bergmans billeder og kulturkritik

Af Michael Bach Henriksen, Kulturredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Der er gode grunde til at se Ingmar Bergmans skelsættende værker

I den kommende weekend kulminerer årets fejringer af Ingmar Bergman. På lørdag ville den svenske instruktør være fyldt 100 år, og hans over 50 film og 60 år lange virke som indflydelsesrig og magtfuld hovedperson i svensk kulturliv er i årets løb blevet endevendt i artikler, i nyopsætninger og repremierer. En del af fejringen kan også vi på denne side af sundet være med til: I dag er der dansk premiere på dokumentarfilmen ”Bergman – Et år, et liv”, der zoomer ind på året 1957. Her brød Bergman igennem, instruerede to skelsættende film, indtog tv-mediet og var på det personlige plan i forhold til en række kvinder og led af mavesår. Nok drama til et helt liv.

Der er ikke mange som Bergman længere. Ser man helt bort fra indholdet – hans kunst – er figuren ”den store hvide kunstnermand” i lav kurs. Genidyrkelse og maskulin selvoptagethed er ikke moderne. Og sandt nok har masser af indflydelsesrige mandlige kunstnere op gennem historien opført sig som forvoksede babyer og hensynsløst krævet urimelige ofre af omgivelserne.

Men kunsten står jo stadig tilbage, når røgskyerne over privatlivet har lagt sig, og Edvard Munch, Pablo Picasso, Philip Roth og alle de andre mænd er døde. Det er den, vi i eftertiden primært må forholde os til. Selvfølgelig handlede Bergmans film om ham selv, men de handlede også om alle os andre. Og ikke mindst om nogle begreber og fænomener, der er almenmenneskelige: ”Troen på kærlighedens transcenderende kraft mistede Ingmar Bergman aldrig. Og det er måske den dybeste grund til, at hans film lever endnu,” som kritikeren og forfatteren Henrik Wivel skrev her i avisen tidligere på året.

Bergmans værk er også dybt præget af protestantismen. Hans far var luthersk præst, først ved et hospital og siden en kirke, og var en tavs mand. Han søgte svar hos Gud, men fik det aldrig, og reagerede ved selv at være tilbagetrukket og fåmælt. Arvesynd, lidelse og vrede var begreber og sindstilstande, der fyldte i både hjemmet og de senere film. Om det protestantiske – og forbindelsen til æstetikken – siger den norske forfatter Karl Ove Knausgård et sted i en sammenligning mellem Bergman og instruktørkollegaen Lars von Trier: ”Jeg prøver ikke på at gøre noget smukkere. Jeg vil bare gøre det ligetil og enkelt, men der er også et protestantisk aspekt i dette ønske. Trier er fra Danmark, jeg er fra Norge, Bergman er fra Sverige, og der er en form for minimalistisk arbejdsetik involveret på en eller anden måde.”

Det protestantiske aftryk i kunsten er altså ikke kun på indholdssiden. Formen påvirkes også. Tilfældigt er det derfor næppe, at amerikanske Marilynne Robinson, en anden af de største nulevende reformatoriske kunstnere, skriver, som hun gør, i sine romaner om lillebyen Gilead i Midtvesten: enkelt, eftertænksomt, individualistisk. Og med en vigtig faderskikkelse og præst som krumtap.

I bogen om sine film, ”Billeder” (1990), skriver Bergman: ”Til helvede med behagesygen og dette, at alting skal være begribeligt, til at forstå og modstandsløst glide ned.” Er dette et bud til os i dag? Man hører ofte og især i den nys overståede studentertid, at glade forældre ønsker det bedste for deres børn: Det er lige meget, hvad de vælger, bare de er lykkelige. Men er dette ikke en helt urimelig byrde at lægge på de unges skuldre? Alene at være ansvarlig for sin lykke; denne tilstand, som de fleste vel kun oplever momentant og altid i kraft af andre. Som noget givet.

Bergman så i hvert fald helt anderledes på dette og modsatte sig, at alt skal være lykkeligt, kunne begribes og være uden modhager. Og så skal man huske: Film er fortælling i billeder. Ikke en kronik eller et politisk manifest eller en banal selvbiografi. Det handler om billeder. Og Bergman skabte billeder, der sidder i beskuerens bevidsthed længe efter, at man har set hans film.