Beskyttelsen af danske jøder

Politiets beskyttelse af jødiske institutioner bør undersøges

Et af de ubesvarede spørgsmål efter sidste weekends terrorattentat i København er, hvorfor beskyttelsen af synagogen ikke var bedre. Den ubevæbnede Dan Uzan holdt som medlem af menighedens frivillige korps vagt foran synagogen, hvor omkring 80 jøder deltog i en konfirmationsfest.

Takket være politiets tilstedeværelse i Krystalgade blev det, der kunne have udviklet sig til en massakre på sagesløse borgere, afværget. Politiet stod imidlertid ikke foran synagogen som del af en fast rutine, men fordi man jagtede gerningsmanden til angrebet på ytringsfrihedsarrangementet på Østerbro. I denne helt særlige situation blev synagogen beskyttet, men det blev den ikke før weekendens terrorattentat.

Det har ellers ikke skortet på advarsler til myndighederne om stigende risiko for attentater på jødiske institutioner. Fra forskerside har man vidst, at situationen spidser til: ”Siden 2000 har der været en stærk stigning i indrapporterede antisemitiske hændelser i Europa,” sagde seniorforsker Cecilie Felicia Stokholm Banke fra DIIS således her i avisen tidligere på ugen.

Fra Det Jødiske Samfund har der også lydt advarsler, senest efter angrebet på Carolineskolen i august og attentatet i Paris i januar, hvor man i utvetydige vendinger har bedt om bedre beskyttelse af jødiske institutioner i Danmark. Har de danske jøder fået den? Øjensynligt ikke. Og hvorfor ikke?

Artiklen fortsætter under annoncen

Et svar kom i går fra journalist Martin Krasnik, der i Weekendavisen tog bladet fra munden: ”Der har været en mur mellem menigheden og resten af samfundet. I den sidste uge har denne mur været dækket af blomster og medfølelse, men den er bygget af lag på lag af naivitet og mærkværdig ligegyldighed. Nu må vi spørge os selv, om man overhovedet kan have en jødisk skole i København? Indtil man besvarer det spørgsmål, er det deprimerende klart, at Dan Uzans død var historien om et bebudet mord, som Det Jødiske Samfund havde frygtet - og advaret om i årevis.”

Der må ikke herske den ringeste grad af tvivl om jødernes naturlige plads i det danske samfund. Om København skal have en jødisk skole, som Krasnik spørger, er et spørgsmål, som slet ikke må kunne blive stillet.

Selvfølgelig skal der være en jødisk skole, jødiske fodboldklubber og alle mulige andre jødiske foreninger og institutioner i hele landet, og selvfølgelig skal de være under den nødvendige beskyttelse.

Det var synagogen i Krystalgade op til sidste weekend ikke. Hvorfor? Det bør nu undersøges til bunds.