Prøv avisen
Leder

Bevar hjælp til verdens svageste

Af Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Socialdemokrater bør ikke nedtone indsats for forfulgte

En kristen familie blev i denne måned trukket ud på gaden i den indiske landsby Masiya Mahuwatoli. Her forlangte vrede hinduer, at de kristne skulle omvende sig til hinduismen. Tvangsomvendelse er et fænomen, der finder sted i mange lande i Asien. Og det rammer ikke mindst kristne, som man kan læse om i dagens avis.

Heldigvis er de fleste politikere enige om, at man må bekæmpe de mange overgreb mod religiøse minoriteter i disse år. Bare ikke om hvordan.

Hidtil har røde regeringer ment, at den slags overgreb ikke krævede en særindsats, men kunne behandles under en generel menneskerettighedstilgang. Blå blok har omvendt ment, at de religiøse overgreb krævede særlig opmærksomhed. Derfor lancerede en borgerlig regering i 2015 en specifik indsats for ikke bare forfulgte kristne, men for religiøst forfulgte.

Den nye socialdemokratiske regering bør fastholde det kontor i Udenrigsministeriet, som blev udkommet af den tidligere regerings arbejde for trosfrihed. Det burde ikke være en rent borgerlig sag at kæmpe for religiøst forfulgte. Det burde ligge i forlængelse af en klassisk socialdemokratisk ambition om at hjælpe de svageste i ikke bare Danmark, men i hele verden.

Det regeringspapir, der er præsenteret som ”en politisk forståelse” mellem partierne på venstrefløjen, peger i retning af universalisme. Væk er den vægt på kristendom, som man kunne finde i regeringsgrundlagene fra 2015 og 2016. Men pointen er, at det ikke står i modsætning til universalisme at kæmpe for trosfrihed for kristne eller yazidier. Der har historisk været socialdemokratisk forståelse for, at man skulle hjælpe særlige grupper som sorte sydafrikanere, undertrykte jøder eller ugandiske homoseksuelle. Den universelle kamp for frihed har altid en konkret anledning og et konkret ansigt.

Har kontoret i Udenrigsministeriet gjort en forskel? Det overordnede svar er ja. Man kan selvfølgelig diskutere, om tiltagene har været de rigtige. Og den konkrete indsats fra et lille land som Danmark kan i sagens natur aldrig løse et globalt problem som religiøst betingede forfølgelser alene. Men arbejdet har haft stor symbolsk betydning. Og hen ad vejen er det blevet del af en international bevægelse. Lande som Norge, Ungarn og USA har øget opmærksomheden på et af de tragedier, som kaster lange skygger over vor tid.

Enhver generations politikere vurderes senere af historikere på, hvordan de tacklede deres tids fremherskende forfølgelser og overgreb. En afskaffelse af særindsatsen for trosfrihed vil trods afvisning af symbolpolitik komme til at ligne netop symbolpolitik. I stedet burde man trappe indsatsen op. Og et naturligt sted at tage fat ville være at tage imod nogle af de forfulgte kristne som kvoteflygtninge, for rapport efter rapport siger, at de er under særligt pres. Den forfølgelse bør den nye regering ikke vende ryggen til.