Bevar kirker i alle hjørner af landet

Landkirker er både gudshuse, rødder og kristen identitet

Anders Ellebæk Madsen
Anders Ellebæk Madsen. Foto: Leif Tuxen.

Det er i år fem år siden, at kirkeminister Manu Sareen (dengang radikal, nu alternativ) foreslog at lukke 200 kirker på landet. Det skete heldigvis ikke. For der er god grund til at bevare landområdernes smukke bygninger, som Kristeligt Dagblad har skrevet om i en række artikler.

Landsognene neddrosles imidlertid på en anden måde. De lægges sammen. Det betyder, at samme præst kan have op til en håndfuld kirker at drive, hvilket naturligvis betyder mindre tilstedeværelse og færre kirkelige aktiviteter. Nogle steder holdes der kun gudstjeneste en gang om måneden.

Udviklingen på landet er en af tidens vigtigste udfordringer for kirken. 54 procent af sognekirkerne ligger i områder med færre end tusind indbyggere, så en stor del af folkekirken er berørt af fænomenet.

Affolkningen af landområder er trist at overvære. Men det ville også være et ledelsesmæssigt svigt, hvis man undlod at flytte ressourcer, så nye bydele, der vokser frem og får flere tusinde indbyggere, også kan få kirke og præst. For kirken skal være over det hele. Mange menighedsråd har travlt i disse år med at tilpassse sig retningen, og de fleste omlægninger kommer nedefra – fra menighedsrådene – ikke oppefra.

Folkekirken er i hænderne på en udvikling, der er svær at kæmpe imod. Alle kulturbevægelser er udleveret til helt grundlæggende demografiske ændringer. Affolkningen af landområderne ses i det meste af verden og bliver ikke mindre de næste årtier.

Det er dog værd at minde sig selv om, at en del middelalderkirker på landet har fungeret på tidspunkter, hvor der boede endnu færre danskere i området. Der kan drives kirke med få medlemmer, hvis de er engagerede. Det fører frem til en anden grundændring. Sekularisering rammer også på landet, selvom der mange steder er højere kirkegang end i byen. Krisen på landet er også en troskrise. Symptomatisk er det, at tidens vækkelsesbevægelser stort set er byfænomener, hvor de gamle vækkelser både fandtes på land og i by. Tænk blot på valgmenighedspræst Massoud Fouroozandeh, der har farsitalende kirkegængere, Aarhus Valgmenighed, der samler yngre kristne, eller frikirker som Hillsong Church, der stormer frem i flere større byer.

Der er heldigvis håbstegn. I mange hjørner af landet gør behjertede mennesker en stor indsats for at finde nye veje frem. Der forskes desuden ivrigt og ansættes præster med speciale i landudfordringerne. Og så er folkekirken generelt gået ind i hele landkirkeprocessen fra et udgangspunkt, som er langt bedre end andre sammenlignelige europæiske kirker. Man har stor folkelig opbakning, og man har en god økonomi, der tillader ændringer. Det leder forhåbentlig til, at landkirkerne på bakkerne bliver stående, for de er både billeder på danskernes historiske forankring, identitetsbærere for den enkelte og gudshuse, der inspirerer den besøgende til at tænke større om tilværelsen.