Kristeligt Dagblad mener: Bevar roen, og lev videre

Coronavirussen er alvorlig. Alle må tage ansvar, men undgå panik

I 1939 fremstillede den britiske regering en række plakater med slogans, som skulle fremme befolkningens udholdenhed og viljestyrke under den forestående krig. Det mest kendte slogan lød: ”Keep calm and carry on”. Det blev indbegrebet af den britiske holdning til krig og modgang. Sloganet var en opfordring til at bevare sindsro og ligevægt og fortsætte med arbejdet og livet, selvom bomberne kort efter begyndte at regne ned over især London.

Det sigende og efterlevelsesværdige slogan er en god leveregel under alle forhold. Stillet overfor den smitsomme coronavirus, som er i færd med at lamme store dele af verden – ikke mindst med frygt – er det et godt råd at efterleve. Bevar roen. Hold hovedet koldt. Gå ikke i panik. Lyt til myndighederne. Efterlev anvisningerne. Vis hensyn og omsorg. Hjælp andre, ikke mindst sårbare, ældre mennesker. Og lev så videre.

Coronavirussen er stærkt smitsom, men kun livstruende for gamle, syge og svage. Det har desværre fået nogle til at tage let på smittefaren. Men coronavirussen er farlig for hele samfundet. På et af efterhånden mange pressemøder forklarede den nøgterne og fattede direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at det handler om at sikre, at sundhedssystemet ikke bryder sammen. Hvis alt for mange får sygdommen på samme tid, kan det udløse en så stor belastning af landets sygehuse, at al anden behandling skubbes i anden række. Det vil være en katastrofe og må ikke ske.

Danmark har valgt en pragmatisk tilgang til at bremse spredning af smitten. Den ligger i god tråd med, hvordan et frit og åbent samfund agerer. Ikke mindst statsminister Mette Frederiksen (S) har talt faren ved coronavirussen op, men samtidig har myndighederne først og fremmest benyttet sig af venlige henstillinger til befolkningen. Ingen krav, ingen forbud, ingen juridiske begrænsninger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det har næsten været en selvmodsigende politisk kurs. Måske præget af det forhold, at staten kan holdes økonomisk ansvarlig, hvis den pålægger befolkningen, institutioner, restauranter, koncerthuse, teatre og virksomheder særlige restriktioner. I går forlød det så imidlertid, at regeringen nu er på vej med et forbud mod større forsamlinger. Måske skulle det have været der fra begyndelsen.

Italien høster bitre frugter af sin regerings og befolknings indledningsvist anarkistiske tilgang til smitten, men har nu reageret med at lukke byer og hele regioner ned.

I Kina er smitten tilsyneladende blevet inddæmmet ved en brutal lukning af den provins, hvor smitten opstod og bredte sig fra. Kun et diktatur kan agere så håndfast.

Men Israel, der er et demokrati, er tæt på at gøre noget tilsvarende. Landet, som lever under en konstant sikkerhedstrussel og kan agere bastant, har fra i dag indført tvungen tougerskarantæne for alle indrejsende. Det har i praksis stort set sat en stopper for turismen, som landet ellers lever højt på.

Den epidemi, som nu hærger, kan hverken inddæmmes eller stoppes af regering eller stat. Det må først og fremmest være en ansvarlig befolkning, der skal sikre, at samfundet og især sundhedsvæsenet ikke bryder sammen. Det er en dilemmafyldt situation, som præger alle hjørner af samfundslivet, herunder også kirken. Smitten skal begrænses, men ikke menneskers fulde mobilitet. Livet skal fortsætte. Derfor må alle tage ansvar. Sundhedsrådene fra myndighederne skal følges. Der skal drages omsorg for andres helbred. Og så må det være en fælles bestræbelse at bevare roen og undgå panik.