Bibelen må gerne læses op i kirken

Både Det Gamle og Det nye Testamente hører til gudstjenesten

Ordet ”bibelimperialisme” har en fæl klang. Det blev brugt af professor emeritus, dr.theol. Mogens Müller i en kronik her i avisen for en uge siden. Han argumenterede for, at tekster fra Det Gamle Testamente i Bibelen slet ikke burde læses op i den kristne gudstjeneste. Siden 1975 har folkekirken haft en fast tekstrække netop med gammeltestamentlige tekster, men dermed går kirken ind på jødedommens enemærker og bidrager til den opfattelse, at jødedommen skulle være en ”overstået religion.” Kirken sætter sig på den rette fortolkning af Det Gamle Testamente og frakender jøderne, at deres fortolkning kan være rigtig, så længe de ikke vil acceptere Kristus som Messias.

Om ikke andet skal Mogens Müller have stor tak for at rejse en i kirkelig sammenhæng væsentlig debat. Som han selv er inde på, har kirken i hvert fald i 1700 år ikke sat spørgsmålstegn ved, at Det Gamle Testamente var en del af den kristne bibel, hvor man fandt gudsbillederne i Det Gamle og Det Nye Testamente fuldt ud forenelige. Først med oplysningstiden kom diskussionen af, hvordan man egentlig skulle se på de bibelske skrifter – som ord, der var ”indblæst” af Gud eller som fejlbarlige menneskers ord og tanker om Gud? Derfor handler debatten i virkeligheden også om synet på Bibelen som helligskrift. I dag tager langt de fleste teologer de kritiske briller på, når de læser Bibelen, men de færreste vil påstå, at der ikke er en tæt forbindelse mellem de to testamenter, næppe heller Mogens Müller.

Som flere debattører allerede har påpeget her i avisen, udsprang kristendommen af jødedommen. Jesus, disciplene og de første apostle var alle jøder. Selve Jesu komme tolkes som en opfyldelse af en lang række profetier i Det Gamle Testamente om en kommende Messias. Det giver faktisk ikke mening at tale om kristendom uden at tale om dens jødiske rødder. I takt med den stadigt svindende almenviden om de gammeltestamentlige fortællinger øges behovet for, at kirken underviser i dem. Man kan så hævde, at gudstjenesten ikke er stedet for den slags undervisning, men for kristen forkyndelse. Men mon ikke kirken bør bruge de anledninger, den overhovedet får, til at nå ud til en sekulariseret befolkning? Der står gudstjenesten i dag centralt.

Dertil kommer, at nogle af de gammeltestamentlige tekster i sig selv kan være både trosstyrkende og trøstende og har et klart evangelisk budskab, som hører til i den kristne forkyndelse. Det er så sjældent gjort med at læse en tekst om Moses eller profeterne op – præsterne må forklare og udlægge deres betydning. Ligesom de må forsøge at forklare de mange passager, hvori billedet af Gud kan være svært at forstå. Dem møder man jo ret beset ikke kun i Det Gamle Testamente, men også i Det Nye Testamente, og nogle gange kan de skriftsteder knapt nok forklares, forsvares eller forstås.

Men hvor bibelimperialistisk det end kan lyde, går kristen mission stadig ud på at forkynde det kristne evangelium som sandheden, mens verdens øvrige religioner, herunder jødedommen, tager fejl. Det er provokerende nok i en moderne, religionsblandende og relativistisk tid som vores, men svært at komme uden om, hvis man vil være en kristen kirke. Så fortsæt bare med at læse op af Bibelen, såvel de første som de sidste sider.