Biblioteker til hele folket

Styrk folkebibliotekerne, ikke mindst i landområderne

Morten Rasmussen, nyhedsredaktør på Kristeligt Dagblad
Morten Rasmussen, nyhedsredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

I en tid, hvor man fra en mobiltelefon har adgang til stort set hele verdenslitteraturen, kan et kommunalt bibliotek med kilometervis af bogfyldte hylder virke som en støvet anakronisme. Og politisk er de klassiske folkebiblioteker da heller ikke det store prestigeprojekt, hvilket man så efter den seneste kommunalreform i 2007, hvor antallet af biblioteker i effektiviseringens hellige navn blev reduceret, så vi gik fra 700 til i dag 483 biblioteker på landsplan.

Her har landområderne betalt en særlig høj pris, så man flere steder i dag kan have mange kilometer til nærmeste bibliotek, hvilket især ældre rammes af.

Det er en udvikling, der kun kan betegnes som beskæmmende. For ja, internettet giver adgang til et overflødighedshorn af smal og bred litteratur, og ja, når man i en kommune skal finde besparelser, gør det på kort sigt mindre ondt at lukke et bibliotek end at tage penge fra skoler og ældrepleje.

Denne meget rationelle tilgang giver dog kun mening, hvis man udelukkende betragter et bibliotek som et stort lokale med mange bøger. Enhver hyppig biblioteksgænger, ikke mindst uden for de større byer, ved, at det forholder sig helt anderledes.

Et bibliotek skal naturligvis være borgernes adgang til litteraturens uendelige verden af viden, fantasi og kundskab.

Men samtidig er det klassiske folkebibliotek en naturlig forlængelse af alle de sociale fællesskaber, der eksisterer i et lokalsamfund, og samtidig et af de sjældne steder, hvor borgere møder hinanden på tværs af alder, indkomst, uddannelse og sociale skel.

Her kan skoleklasserne se børneteater, de ældre gå til foredrag, og et broget udsnit af borgere kan mødes til læseklub eller bare til almindelig hygge og samtale. Og i modsætning til nettets støjende bombardement af informationer har biblioteket historisk set stået som en garant for kyndig rådgivning, ikke mindst til gavn for ældre og mindre ressourcestærke borgere, der ikke ønsker eller evner at klikke sig rundt i den digitale kakofoni.

Så når en kommune lukker et bibliotek, kan det godt være, at man på næste års budget har sikret sig lidt flere penge til skoler og ældrepleje, men samtidig gør man det mindre attraktivt overhovedet at bosætte sig i området.

Hvis et lokalsamfund reduceres til at bestå af nogle få uundgåelige kernefunktioner og en sjælden busforbindelse til nærmeste større by, står det næppe øverst på listen for boligsøgende. Lad os komme væk fra opfattelsen af biblioteker som flødeskum på velfærdskagen, men i stedet betragte dem som det nærende rugbrød, der giver saft, kraft og energi til vores landsbyer og lokale fællesskaber.