Kristeligt Dagblad mener: Mette F. vil tvangsfjerne flere børn. Det er en forkert vej

I sin retorik svinger regeringen den store taktstok og bruger ordet tvang lidt for ofte. Men mange flere tvangsfjernelser eller decideret tvungen bortadoption, hvor barnet afskæres fra kontakten til sine biologiske forældre, er ikke den rigtige vej at gå

Op til det seneste folketingsvalg lancerede Mette Frederiksen (S) sig som ”børnenes statsminister”. I sin nytårstale for godt et år siden varslede hun, at regeringen vil gøre mere for at hjælpe udsatte børn. Hun satte sig som mål, at flere børn skal tvangsfjernes fra deres forældre. Ja, flere skal bortadopteres fra spæd med tvang. For alt for mange børn har det for dårligt hos deres forældre, og ikke mindst hos indvandrerfamilier med ikke-vestlig baggrund svigtes børn. Hver femte dreng i 7. klasse med den baggrund har oplevet at blive udsat for ”grov vold” derhjemme.

I denne uge kom det samlede udspil så med den sympatiske overskift ”Børnene først”. Det rummer 43 forslag til, hvordan udsatte børn kan få det bedre. Mange af dem er gode. Men i dette vanskelige farvand skal man vare sig for at navigere alt for selvsikkert.

I sin retorik svinger regeringen den store taktstok og bruger ordet tvang lidt for ofte. Men mange flere tvangsfjernelser eller decideret tvungen bortadoption, hvor barnet afskæres fra kontakten til sine biologiske forældre, er ikke den rigtige vej at gå.

Det har i mange år været en ideologisk diskussion, hvem børn tilhører. Er de forældrenes eller samfundets, eller er de helt deres egne? Svaret er vel lidt af alle dele. Når forældrene svigter, må samfundet træde til med respekt for, at børnene har egne meninger og er i deres egen ret. Men i regeringens forslag bliver børnene lidt mere samfundets og lidt mindre forældrenes. I et demokrati findes der nok ikke noget større overgreb mod et voksent menneske end, at staten tager ens barn. Og mon staten kan overskue, hvad den gør mod det barn, der tvangsfjernes?

For kun godt en måned siden udsendte statsministeren en undskyldning til de 22 grønlandske børn, der som led i et forsøg i 1951 blev sendt til Danmark for at få et bedre liv. Staten vidste dengang bedre end de grønlandske børns forældre, men tog grueligt fejl.

Noget tilsvarende må ikke ske i dag. Regeringen vil vise handlekraft på et vigtigt område, men det er ikke alle problemer, der kan løses, uden at man samtidig skaber om muligt endnu større problemer.

Man skal ikke have fulgt meget med i debatten for at vide, hvor komplekse mange sager om tvangsfjernelse er. I medierne har man kunnet læse om, hvordan tvangsfjernede børn langtfra altid har fået det bedre af at bo hos ofte skiftende plejefamilier.

Det er indlysende, at tvangsfjernelser og tvangsadoptioner kan være det rigtige. Nogle børn vokser op med ubegribelige svigt fra dem, der burde tage sig af dem. Men der er også et element af skræmmende Big Brother-stat – eller i dette tilfælde en Big Mother-stat – over forslaget om den langt hårdere samfundskurs over for uduelige forældre.

Den bedste hjælp til børn vil næsten altid være at hjælpe deres familier. At forebygge skilsmisser og støtte op om de mange især enlige mødre, der ikke selv kan tage vare på deres børn. At satse på familien vil i sandhed være at sætte børnene først.