Det vakte opsigt, at Lægeforeningen i går på forsiden af Politiken gav udtryk for, at omskæring af drengebørn ikke bør finde sted, før barnet er fyldt 18 år. Det er et markant signal til landets læger om, at det nu er etisk uacceptabelt at medvirke til en kulturel og religiøs praksis, som har fundet sted i flere tusinde år, og som – endnu – er lovlig i Danmark.
Selvom Lægeforeningen i tidligere udtalelser har haft et mere nuanceret syn på omskæring, deles foreningens aktuelle modstand mod omskæring af et stort flertal i befolkningen. Tidligere på året viste en Megafon-undersøgelse, at 87 procent af danskerne ønsker et forbud mod omskæring af drengebørn under 18 år. Flere politiske partier, senest SF, har drøftet forbud mod omskæring, uden at der dog har tegnet sig et politisk flertal for et forbud.
Den udbredte modstand mod omskæring herhjemme kan have flere årsager. Vi lever i en religionsforskrækket samtid, hvor kultur og religion af mange ”moderne og rationelle” mennesker opfattes som tilbagestående, ”overtroiske” fænomener. En islamkritisk opinion, som ikke ønsker, at muslimske skikke vinder indpas i det danske samfund, spiller formentlig også en rolle, ligesom antisemitiske udtalelser florerer i omskæringsdebatten.
Endelig er der argumentet om individets ret til selvbestemmelse, som Lægeforeningen lægger vægt på i sin udtalelse, hvor det blandt andet hedder: ”Med indgrebet reduceres barnets mulighed for at bestemme over sin egen krop samt for selv at påvirke sit kulturelle og religiøse tilhørsforhold.”
Retten til at bestemme over sit eget liv er i det hele taget blevet et menneskeretligt mantra, som bruges i flæng. Umiddelbart er det da også svært at være uenig i. Men det bygger samtidig på en bemærkelsesværdig illusion om, at vi alle fødes som uafhængige, myndige individer. Det gør vi naturligvis ikke.
Vi fødes som børn. Af bestemte forældre, i en bestemt kultur. Den påvirkning, vi hver især er udsat for, indtil vi i retlig forstand som 18-årige er myndige personer, er stor. Og når man tænker lidt over det også langt større end et begrænset kirurgisk indgreb.
At omskæring, som Lægeforeningen hævder, skulle reducere den enkeltes mulighed for ”selv at påvirke sit kulturelle og religiøse tilhørsforhold” er et sært argument. Naturligvis kan en omskåret jøde, muslim eller kristen som voksen konvertere eller tillægge sin religion større eller mindre betydning. Et forbud mod omskæring vil kriminalisere en religiøs praksis og skabe splid mellem børnene og de forældre, som ønsker at efterleve et kerneaspekt i deres religion.
Det enkelte barn vil da af det nådige samfund være sat fri til en indbildt uafhængighed af sine kriminelle forældre, af sin kultur og sin religion. Er det virkelig, hvad vi forstår ved barnets tarv? Vi vil så gerne være frie og uafhængige. Men det er værd at huske på, at vi ikke er et frit samfund, hvis vi ikke kan rumme religion.