Prøv avisen
Leder

Bo sammen på nye måder

Ensomhed er udbredt og kalder på nye boformer

Vor tid er ensomhedens tid. Sjældent har så mange boet alene, flere end 200.000 danskere føler sig ensomme, og det tal vil formentlig stige fremover.

Ensomhed er en vigtig årsag til, at der er efterspørgsel på nye former for bofællesskaber. Mellem 80.000 og 100.000 danskere ønsker at flytte i fælles seniorboliger, som det beskrives i Kristeligt Dagblad i dag.

Og der er faktisk opstået nye kollektive boliger i de seneste årtier. For eksempel Lukas Fællesskabet i Hellerup ved København, der er baseret på kristendommen. Men der er også andre værdibaserede boformer. For nylig kunne man i Kristeligt Dagblad læse om feministiske ældrekollektiver i Frankrig.

Vi er nødt til at opfinde nye boformer. Der mangler i vor tid samlivsmuligheder for de mange aleneboende, der ønsker social kontakt i hverdagen. Vi burde sætte mere fart på udviklingen af denne type bofællesskaber, og det burde ske på en måde, der giver almindelige pensionister råd til at være med.

Siden 1960’erne har ordet ”kollektiv” fået en dårlig klang. Men fællesskaber kan tage sig ud på mange andre måder end for 50 år siden.

Den store historie om bo-udvikling er præget af, at vi er blevet stadig rigere som samfund. Vi har fået råd til at leve hver for sig. Det havde man ikke for bare få generationer siden, hvor flere boede sammen og var økonomisk afhængige af at gøre det.

Det fejres som fremskridt, at vi har råd til at flytte fra hinanden. Men det er ikke bare en velsignelse. Den afhængighed af familien, som fortidens knaphed skabte, havde også gode sider. Vi var henvist til hinanden på godt og ondt. Det er vi sådan set stadig, også selvom materielle fremskridt nu muliggør individualisering på alle områder af livet. Der ligger en eksistentiel grundpointe i, at vi lever i gensidig afhængighed. Det vilkår kan vi ikke unddrage os, selvom vi har fået råd til at leve hver for sig.

Kristendommen har siden sin opståen trukket nye sociale former i sit kølvand: Lige fra eneboeren over disciplenes dele-fællesskab til middelalderens klostre, som ofte udviklede hele byer omkring sig. Kirkens liv har altid budt på alternativer til kernefamilien, men i mindre grad i protestantismen, hvor præstefamilien blev den bærende kirkelige samlivsform, der hen ad vejen tilpassede sig det omkringliggende samfunds former.

Det har altid været sådan, at nye boformer, hvad enten de er kommet fra kirkeligt eller politisk hold, også har været værdifællesskaber. De har haft ideologisk gods indlejret. De har båret på en kritik af vores generelle måde at indrette os med hinanden på.

Det gælder også i dag, hvor ønsket om at bo sammen i nye konstellationer er et modtræk til et samfund, hvor mange er sig selv nok, og den store vision er materiel velstand. Derfor må man glæde sig over efterspørgslen på nye fællesskaber og særligt skubbe på udviklingen af kollektive boliger, som også de fattigste og ældste kan få adgang til.