Det begyndte med nogle drenges graffiti om frihed på en skolemur i det sydvestlige Syrien for 15 år siden. Det Arabiske Forår var kommet til Daraa: ”Nu er det din tur, doktor”, skrev de om Bashar al-Assad, diktatoren, der er uddannet øjenlæge. I stedet blev det deres – og deres lands – tur. Et rent helvede, som på beskæmmende vis er foregået med hele verden som vidne, uden at øjenlægen er blevet stillet til ansvar for sine nådesløse forbrydelser mod sin egen befolkning.
Resultatet er velkendt: Syrien ligger i ruiner, over 13 millioner mennesker er flygtet, flere end 510.000 er døde, 130.000 er forsvundet i Assads torturkældre, 90 procent lever under fattigdomsgrænsen, en rig kulturarv er ødelagt. I ingen anden krig er så mange skoler og hospitaler blevet ramt af bomber, og mindst 300 gange har Assad-styret brugt kemiske våben. Det er grusomme, ufattelige tal, men som det også fremgår af dagens avis, gemmer der sig bag hvert tal et menneske, og vi må ikke kigge væk. Vi gør os medskyldige, hvis vi ser den anden vej i stedet for at forholde os til syrernes ufattelige lidelser, som tilmed er yderst veldokumenterede. Assads ofre har krav på, at retfærdigheden sker fyldest.
Når FN i dag fremsætter indtrængende appeller om solidaritet med syrerne, udstiller det verdenssamfundets moralske magtesløshed. For det skyldes benhård realpolitik, at Assad har kunnet trække det længste strå i denne nu fastfrosne konflikt. Dels Vestens tøven efter de uheldige interventioner i Irak og Libyen, som gjorde, at de moderate syriske oprørere blev ladt i stikken. Dels Ruslands og Irans håndfaste støtte til den syriske diktator, som nu sidder på deres nåde, og som har skabt en ny magtbalance i regionen, der ikke er til demokratiets fordel.
Men der findes ikke noget ideelt udfald af denne kyniske krig. Alt andet lige ville det have været endnu værre, hvis Islamisk Stats fundamentalister havde vundet krigen og var lykkedes med at stadfæste deres ekstremistiske kalifat så tæt på Europas grænser.
Alligevel må Assad ikke slippe ustraffet endsige blive lukket ind i det gode selskab igen. Det er godt, at USA og EU holder fast i deres sanktioner imod Assad-styret, så længe det ikke er til at rokke i de internationale forhandlinger om en ny forfatning og magtdeling. Ligesom det ville være forkert at genoptage Syrien i Den Arabiske Liga, sådan som De Forenede Arabiske Emirater foreslog i den forgangne uge for at hjælpe landet med at vende ”tilbage til normalen”, som emiraternes udenrigsminister sagde. For Assads traumatiserede ofre findes der ikke nogen vej ”tilbage til normalen”, så længe bødlen og hans håndlangere ikke bliver stillet til ansvar for deres forbrydelser.
Når vetomagterne Rusland og Kina til enhver tid vil blokere for et krigsforbrydertribunal i FN-regi, er der håb at hente i, at en tysk domstol forleden idømte en syrisk flygtning og tidligere efterretningsmand fire og et halvt års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden. En lidt større syrisk fisk, en oberst fra et berygtet torturfængsel, er ved at blive stillet for samme domstol i Koblenz, og lignende sager er under efterforskning i flere andre europæiske lande.
Denne første dom mod Assads systematiske undertrykkelsesmaskine har givet ofrene en form for moralsk oprejsning og sender et vigtigt signal til øjenlægen i Damaskus: Ingen bør kunne slippe af sted med at bryde det folkeretslige ansvar til at beskytte civilbefolkningen på så brutal og kynisk vis, som Bashar al-Assad har gjort i de seneste 10 år.