At modtage børnepenge hører ikke til naturens orden.
Men længe har det hørt til velfærdsstatens orden, at børnefamilier hvert kvartal modtager en sum penge for hvert barn, de har sat i verden. Flest for de helt små, lidt mindre for de større.
Som det i disse år sker med mange etablerede velfærdsydelser, er også børnechecken nu til forhandling som led i regeringens 2025-plan. Her lægger man op til, at barn nummer et og to fortsat udløser den fulde sats, barn nummer tre en mindre sats, mens yderligere børn slet ikke giver børnepenge.
Selvom det ikke bliver sagt direkte, er signalet klart nok.
Det er især familier med anden etnisk baggrund end dansk, som vil blive ramt af nedskæringer i børnechecken. Det er velkendt, at mange af de mellemøstlige familier, som kommer til landet i disse år, gennemsnitligt har flere børn end danske familier, hvor begge forældre er på arbejdsmarkedet.
Selvom lovgivning, som indirekte retter sig mod bestemte befolkningsgrupper, ikke ser pæn ud på papiret, kan der være god fornuft i at justere velfærdsstatens ydelser efter den globale virkelighed. Det er ikke kun regeringen og Dansk Folkeparti, men sandsynligvis et flertal af danskerne, som støtter det grundsynspunkt. Men tiltaget rammer også skævt på andre måder.
En opgørelse fra Danmarks Statistik har vist, at der bor forholdsvis flest familier med mere end tre børn i landets udkantsområder. Der bor således fire gange så mange store børnefamilier på Fanø og på Mors som på Frederiksberg.
Når børneydelsen med det berømte Rio Bravo-forlig i 1983 gik fra at være et fradrag på skattebilletten til at være en fast, ikke indkomstbestemt ydelse, var det også for at undgå social slagside.
Med regeringens seneste initiativ er børnecheckens sociale slagside tilbage.
Samtidig er det jo et besynderligt signal at sende til landets kommende forældre i en tid med lave fertilitetsrater: To børn er fint, men hvis I skal have flere, er det med at have privatøkonomien på plads. Det er trist, hvis velfærdsstaten skal reddes ved at indsnævre normalitetsbegrebet og tilpasse ydelserne efter den brede middelklasse.
Hvis man lader være med at få børn på grund af fraværet af statslige ydelser, har man planlagt at få børn af de forkerte grunde.
Ikke desto mindre må man erkende, at økonomi også betyder noget for familieplanlægning.
Det er muligt, at nedskæringer i børnechecken lapper et enkelt hul i den synkende velfærdsskude. Men i virkeligheden burde regeringen have modet til at se på en samlet familiepolitik, som, med eller uden ydelser fra staten, understøtter, at folk får børn.
Af de rigtige grunde.