Det vakte et berettiget ramaskrig, da TV 2 i maj viste dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden”. Her blev man som seer vidne til, hvordan børn i flere daginstitutioner gik grædende rundt eller blev direkte chikaneret af andre børn, mens pædagoger og medhjælpere enten ignorerede dem eller reagerede med kontante irettesættelser og nedsættende bemærkninger.
Dermed blev fundamentet også støbt for den samtidige valgkamp, hvor især SF dygtigt slog til lyd for, at der i alle landets vuggestuer og børnehaver indføres et minimum for normeringen, så kommunerne ikke bare kan proppe flere børn ind i en daginstitution, uden at bemandingen følger med.
Mandag aften blev denne minimumsnormering så en realitet, da S-regeringen med opbakning fra SF, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Alternativet i finanslovsaftalen for 2020 blev enige om, at der de kommende fem år skal afsættes i alt 6,1 milliarder kroner, så det i 2025 er lovsikret, at der i vuggestuer maksimalt er tre børn for hver voksen, mens der i børnehaver højest må være seks børn pr. voksen.
Børns trivsel skal altid vægtes højt, og derfor giver det god mening, at man som forælder er sikret et minimum af bemanding i sit barns daginstitution, uanset om man bor i en rig eller fattig kommune.
Som man kunne forvisse sig om i dokumentaren fra TV 2, handler børns trivsel dog ikke kun om fortravlede pædagoger, men også om uengagerede medarbejdere, samt at man i for høj grad har overladt omsorgen for de mindste børn til uuddannede pædagogmedhjælpere, der bare skal tjene lidt penge og bruge lidt tid, før de farer på jordomrejse eller går i gang med en uddannelse. Og kendetegnende var det da også, at alle institutioner, der optrådte i dokumentaren, allerede havde fået kommunale anmærkninger for utilfredsstillende forhold. Problemerne var kendte, men blev ikke håndteret.
Som forælder, skatteborger og ikke mindst som barn bør man derfor have en forventning om, at lovkravet om minimumsnormeringer suppleres med et krav om det, man kan betegne som en minimumskultur. En kultur, der sikrer, at ens barn i sine mange timer i institution møder dedikerede, empatiske og uddannede voksne. En kultur, der håndterer problemer, inden det fører til kommunale anmærkninger. Og en kultur, der tager afsæt i, at minimumsnormeringer ikke skal være en gave til pædagogernes fagforbund BUPL, men børnenes garanti for omsorg. Det må derfor sikres, at milliardbevillingen ikke ædes op af personalemøder og flere mellemledere med diffuse opgaver, men faktisk resulterer i uddannede pædagoger, der læser højt, tager børnene på skovtur og trøster dem, når de snubler.
Nu er det jo heller ikke sådan, at lykken er gjort, fordi man sikrer et bestemt ”blandingsforhold” mellem børn og pædagoger. Intet sted i verden begynder børn så tidligt og tilbringer så mange år i institutioner som i Danmark, og flere undersøgelser dokumenterer, at et voksende antal danske børn og unge kæmper med angst og mistrivsel.
Man kan derfor håbe, at den politiske diskussion, der nu skal realisere en relativt luftig aftale om minimumsnormeringer, også vil omfatte et bredere perspektiv på, hvad det gode børneliv er. For ét er, at der kommer flere pædagoger, men hvis der ikke samtidig gøres op med de seneste års maniske besættelse af, at børn skal måles, kontrolleres og tvinges ind i fastlåste handlingsplaner allerede fra vuggestuealderen, nytter det med sikkerhed intet. Derfor er minimumsnormeringer kun en begrænset del af løsningen.