Gribskolen i Græsted har i denne uge pådraget sig flere ministres kritik ved at aflyse den årlige juleafslutning i kirken. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) taler ikke om religion i tide og utide. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at han reagerede så skarpt på skolens beslutning og kaldte den ”en ommer”.
Statsministeren har ret i sin kritik. Særligt fordi skolen begrunder sin aflysning med, at det ville være problematisk for andre end protestanter at gå til gudstjeneste. Men skolens begrundelse er usaglig. Der er ikke noget skadeligt eller krænkende ved at opleve en gudstjeneste.
Tværtimod er julegudstjenesten en god chance for at forstå, hvad kristendom er. Og præcis det har skolen pligt til at formidle. For elever med anden kulturel baggrund er det ovenikøbet en mulighed for at sætte sig ind i dansk kultur og tradition, som de ikke nødvendigvis vil møde ellers.
Det er korrekt, at kristendomsundervisning i folkeskolen som udgangspunkt ikke er forkyndende. Men gudstjenestekritikerne skal ikke ride det princip alt for fundamentalistisk. Det er tydeligt i 1975-loven, der tager den kristne oplæring ud af skolen, at bevægelsen slet ikke er tænkt så puritansk, som sekularister i dag udlægger den.
1975-lovens ærinde er ikke fjendtligt og forbudsformidlende over for kristendommen. Men konfessionel undervisning i kristendom bliver principielt til kristendomskundskab, altså vidensformidling. Senere, i den nye folkeskolelov fra 1993, hedder det endog, at elevens personlige udvikling også indbefatter ”åndelig udvikling”.
Formuleringer som ”ikke-forkyndende” er siden blevet lovfæstet. I et fritagelsescirkulære fra 2003 omtales kristendomskundskab som ”ikke-forkyndende og kundskabsmeddelende”. Her er det dog vigtigt at minde om, at dette er et bærende princip, ikke et forbud. På dette punkt står den danske praksis sig bedst ved at være mere pragmatisk og mindre rigid.
Gribskole-forløbet viser, at der stadig er kraft i den udvikling, at politikere debatterer kristendom og kirke offentligt og identificerer sig som støtter for kristendommen. Så hårde reaktioner fra flere ministre havde man næppe set for bare tre år siden. Væk er frygten for religion i det offentlige rum, som dominerede i Venstre for 10 år siden. Og udviklingen mod politisk udtrykt kristendom kan vokse sig endnu stærkere over de næste år.
Men når man vender sig mod substansen i den debat, der har kørt på baggrund af en enkelt skoles beslutning, må man minde om den generelle tilstand for skolernes kirkegang. 8 ud af 10 folkeskoler går til julegudstjeneste i december ifølge flere undersøgelser. Det er der ikke mange andre lande, der kan matche. Julegudstjenesten har det godt og er bredt accepteret. Det er værd at huske på for de mange lærere og børn, som går igennem kirkedørene landet over de næste uger.