Bogmarked på en farlig kurs

Interessegrupper og erhvervsliv indskrænker det frie ord

Der går næsten ikke en uge uden en ny historie om de problemer, de amerikanske internet-giganter skaber for almindelige mennesker. På et eksistentielt niveau ødelægger eksempelvis de sociale medier mange unges koncentrationsevne og forvrænger deres virkelighedsopfattelse: Otte-ni timers skærmtid om dagen og en sidste omgang Instagram inden sengetid er ikke sundt for nogen. På et strukturelt niveau flytter ”Big Tech”, som virksomheder som Amazon, Facebook, Google og Apple kaldes i erhvervsmunde, hele tiden grænsen mellem censur og ytringsfrihed.

I denne uge samlede interessen sig om Amazon, der i det skjulte fjerner bogtitler fra deres hjemmeside med indhold, der kan virke anstødeligt. Som beskrevet her i avisen har den amerikanske internethandel i løbet af de seneste 18 måneder taget flere bogtitler ned fra deres virtuelle boghylder, blandt andre af den tidligere leder af Ku Klux Klan og af grundlæggeren af det amerikanske nazistparti. Isoleret set klarer det massive flertal af verdens bogkøbere sig fint uden de forbudte titler. Problemet er, at ”Big Tech” – her Amazon – efterhånden har monopollignende status.

Amerikansk erhvervshistorie er kendetegnet ved iværksætteri. Alle amerikanere elsker en entreprenant nørd, der i forældrenes garage opfinder noget nyt og bliver rig. Problemet opstår, når iværksætteren – folk som Steve Jobs (Apple) og Jeff Bezos (Amazon) – vokser sig så store, at de sætter sig på hele markedet og eliminerer konkurrence. Så kvæles det berømte amerikanske initiativ, for en ny nørd i en ny garage kan ikke tage kampen op mod et monopol. Derfor har amerikanske regeringer til skiftende tider skredet ind over for monopoldannelser, uamerikanske som de er, og ad lovgivningens vej sikret fri konkurrence. Hvis Amazon forbyder en bog (hvad de som privat virksomhed selvsagt er i deres gode ret til), og der ikke er andre boghandlere at gå til, så forsvinder en given titel fra markedet.

Tendensen er, at det ofte er en uskøn blanding af tidsånd og højtråbende interessegrupper, der får erhvervslivet til at vakle i sager som disse. I tilfældet Amazon har interessegrupper krævet, at bøger med nazistisk indhold, for eksempel billedmateriale med hagekors, skulle censures, og det har internetgiganten angiveligt valgt at bøje sig for. Men i morgen, om en uge eller om fem år er det andre grupper, der kræver anstødeligt materiale fjernet, og så ender vi til sidst med et harmløst bogmarked, der alene afspejler tidsånden og de højest råbendes interesser.

Det er ikke kun over there, at kampen mellem ytringsfrihed og censur udspiller sig på bogmarkedet. Det danske forlag Gyldendal har ad flere omgange været udsat for krav fra grupper, der kræver denne eller hin titel fjernet. Fortjenstfuldt har man stået fast og fortsat udgivelsen af stærkt debatterede bøger. Der bør inden for lovgivningen være vide grænser for, hvad der findes af bogtitler i et demokrati. Oplyste borgere kan selv vælge, hvad de læser og bruger deres penge på. Hverken interessegrupper eller erhvervslivet skal sætte grænserne for det frie ord.