KIRKEMINISTERIET HAR et problem. Han hedder Leif Bork Hansen, og har i en årrække passet sit embede som sognepræst upåklageligt. Tidligere på året blev han dømt for at have skjult 33 serbere, en strafbar handling, som han ikke har lagt skjul på at have begået. Bork Hansen har lagt vægt på at have handlet i overensstemmelse med sin samvittighed. Straffen var 20 dages betinget hæfte, og Bork Hansen accepterede straffen. Så vidt så godt, hvis det altså ikke var fordi, Bork Hansen som sognepræst er ansat som statstjenestemand. Biskoppen over Helsingør Stift, som udøver det gejstlige tilsyn med Bork Hansen, har vurderet, at sognepræstens engagement var en privat sag, der ikke havde sammenhæng med hans embedsførelse. Det er den holdning, der, som man kan læse i dagens avis, nu for anden gang har fået Kirkeministeriet til at underkende biskoppen. Leif Bork Hansen har fået en advarsel, idet man i ministeriet ikke mener, at sognepræsten har levet op til tjenestemandslovens ord om, at en tjenestemand såvel i som uden for tjenesten »skal vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver«. En embedsmand har fået en dom, det må udløse en advarsel, første skridt i den række af sanktioner, som staten kan uddele til genstridige embedsmænd. Flere har påpeget, at der er sket en tiltagende embedsmandsgørelse af præster i den danske folkekirke gennem de senere år. En institution som præsteretten er et eksempel på dette, og en advarsel som den netop uddelte peger i samme retning. En sammenlignelig sag for nogle år siden, hvor en præst blev dømt for at skjule børn, der var truet af tvangsfjernelse, blev ikke fulgt op af embedsmæssige sanktioner. Præsteforeningen har forholdt sig passiv i sagen omkring Kirkeministeriets advarsel. Måske fordi også præsternes fagforening har en interesse i at fastholde præsternes status som statsembedsmænd. I hvert fald i første omgang. På længere sigt kan det hurtigt vise sig at give bagslag. Hvis Kirkeministeriets skøn i denne sag er udtryk for en tendens i retning af, at grebet strammes om præsterne som embedsmænd, kan der hurtigt blive tale om en udvikling, der ikke gavner hverken præster eller menigheder. Leif Bork Hansens dom og Kirkeministeriets emsige advarsel sætter kirke-stat-forholdet på spidsen i en grad, som giver modstanderne af den tætte alliance meget gode argumenter.bl