Den hører til de skelsættende begivenheder, hvor mange for altid vil kunne huske præcis, hvor de befandt sig, og hvad de foretog sig, da de modtog nyhederne.
Ikke fordi det i sig selv betyder noget, men fordi beretningerne om Anders Behring Breiviks bombeangreb i Oslo og gruopvækkende nedskydning af 69 unge mennesker på politisk sommerlejr efterlod det sug i maven og den nærmest fysiske tilstand af rædsel og fortvivlelse, som sætter sig på sjælen.
Selvom det i morgen, den 22. juli, er fem år siden, massakren fandt sted, vil den derfor formentlig endnu stå klart i erindringen hos de fleste af os. Ikke desto mindre er Breiviks ugerninger langsomt, men sikkert ved at udvikle sig til et tabu i Norge.
Som beskrevet på forsiden af dagens avis konkluderer en norsk forskningsartikel under overskriften ”Når terror ties ihjel”, at omstændighederne omkring og baggrunden for den største tragedie i landets historie ikke er en del af norske lærebøger og kun i stærkt begrænset omfang diskuteres i klasselokalerne.
Tavsheden om Breivik, herunder den højreekstremistiske ideologi, der blev brugt til at legitimere angrebet, kan skabe grobund for radikalisering blandt de nordmænd, som deler Breiviks ideologi, vurderer en af forskerne bag undersøgelsen.
I hvert fald har det den konsekvens, at mange norske børn og unge er uvidende om flere aspekter af Utøya-massakren – fra det faktiske hændelsesforløb til det politiske, folkelige og retlige efterspil.
En del af forklaringen på den norske uvilje mod at tage livtag med Breiviks handlinger knytter sig til den fortælling om sammenhold og humanisme, Norges daværende statsminister, Jens Stoltenberg, var med til at etablere i dagene og ugerne efter massakren. Og som på mange måder er både forståelig og sympatisk.
Men den fortælling har samtidig været medvirkende til at understøtte en fortrængningskultur, som er og bliver uhensigtsmæssig. Af flere grunde.
For det første er det en form for anti-oplysning, som et moderne, vestligt demokrati ikke bør betjene sig af. Intet menneskeligt bør være os fremmed, og børn og unge skal undervises i og konfronteres med virkeligheden, ikke kun de bekvemme dele af den.
For det andet er den fortsatte udforskning af forbindelserne mellem kultur, religion, psykologi, social baggrund, ideologi og ekstreme voldshandlinger mere påtrængende end nogensinde.
Her er det imidlertid værd at bemærke, at når Breivik alligevel trækkes frem i samfundsdebatten med jævne mellemrum, er det som oftest, når en velmenende person i kølvandet på et terrorangreb ”trækker Breivik-kortet” og vil minde islamkritikerne om, at også kristendommen kan nære terrorhandlinger. Men det er og bliver et sølle argument.
For selvom man har og udmærket kan kalde Breiviks angreb på Utøya og i Oslo for terror ifølge gængse definitioner af begrebet, og selvom kristen korsridderideologi var del af hans vildfarelse, så ændrer det ikke ved, at Breiviks handlinger ikke er del af en kulturel og samfundsmæssig trussel på linje med den terror, der udgår fra islamismen.
Vi skal turde debattere både Breivik, højreekstremistiske voldshandlinger og islamistisk terror i al deres gru og usselhed. Også i forsøget på at forstå motiverne bag. Men vi bliver kun dummere af den gentagne og ureflekterede brug af Breivik-kortet i islamdebatten.
Breiviks ugerninger må ikke glemmes. Men de bør heller ikke misbruges i en bekvem og virkelighedsfornægtende relativisering af islamistisk terror.