Brexit er ikke sivet ind i Bruxelles

To år efter Brexit gøder EU desværre fortsat jorden for skepsis

I lørdags for to år siden afgjorde et lille flertal af de britiske vælgere, at Storbritannien skulle ud af EU, det såkaldte Brexit. Det er blevet EU’s største tilbageslag, hvis konsekvenser vi næppe har set til fulde endnu, hverken for Europa eller Storbritannien. Den aktuelle, eskalerende globale handelskrig er ikke en direkte udløber af Brexit, men først og fremmest af den amerikanske præsident, Donald Trumps, protektionistiske handelspolitik. Valget af Trump var imidlertid udtryk for det samme vælgermæssige skred, som lå bag den britiske afstemning – utilfredshed med siddende magthavere og en protest mod globaliseringens negative virkninger. Båret af en tro på, at det enkelte land hver især bedre kan værne sig mod verdens fortrædeligheder, end man kan ved forpligtende, internationalt samarbejde.

Det pinefulde for tilhængere af EU, frihandel og menneskers frie bevægelighed er, at kritikken af EU på nogle områder har hold i virkeligheden. Det er uomtvisteligt, at EU manglede handlekraft, da millioner af migranter væltede ind i Europa. Det er uomtvisteligt, at EU i sine bestræbelser på at skabe et åbent marked uden konkurrenceforvridning er gået meget langt i retning af at detailstyre det enkelte lands lovgivning. Og det er uomtvisteligt, at bureaukratiet har taget overhånd. Derfor var der glædeligvis også en vis ydmyghed at spore i EU-systemet umiddelbart efter den britiske folkeafstemning. Der viste sig en lidt større forståelse for, at der skulle være plads til nationale forskelle i lovgivningen og i tolkningen af den.

Det har formentlig medvirket til, at de konkrete forhandlinger om Storbritanniens udtræden af EU er forløbet bedre, end mange forudså i kaosset umiddelbart efter afstemningen. Efter at der i marts blev enighed i Det Europæiske Råd om retningslinjerne for det fremtidige samarbejde mellem EU og Storbritannien, arbejder man nu på overgangsordninger. Spørgsmålet om Nordirlands status er dog stadig ikke løst, men det burde være muligt at finde en vej frem også her.

I et bredere perspektiv synes ydmygheden imidlertid på retur i EU. I sidste uge var der ministermøde for EU’s social- og beskæftigelsesministre, og de blev enige om ny lovgivning, der på flere områder går stik imod den velfærdspolitik, der for eksempel i Danmark er bred politisk enighed om. Det betyder blandt andet, at man som udlænding nu skal have ret til dagpenge efter blot en måneds arbejde i et andet EU-land, hvis man forinden har arbejdet 11 måneder i sit eget land, ligesom Danmark heller ikke i fremtiden må indeksere sociale ydelser som børnechecks til udenlandske arbejdere, efter hvad købekraften er i deres hjemlande. De forslag kan man have forskellig politisk holdning til, men problematisk er det, at de presses ned over EU-lande med historisk vidt forskellige rammer for arbejdsmarkeds- og velfærdspolitik.

Herhjemme kan Folkebevægelsen mod EU og Dansk Folkeparti knapt få armene ned, fordi det gøder jorden for fortsat EU-skepsis. Og for opfattelsen af, at EU tromler hen over den nationale selvbestemmelse. Sådanne forslag tyder desværre på, at Brexit ikke er sivet ind i Bruxelles. Tværtimod brolægger man vejen til, at andre lande med tiden risikerer at følge i briternes fodspor. Det vil være ulykkeligt, ikke bare for de lande, men også for det europæiske fællesskab. Det har vi hårdt brug for, for national isolation, toldmure, handelskrige og rigtige krige har Europa allerede haft så rigeligt af.