Prøv avisen
Leder

Brexit øger behov for lederskab

Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.

I Bruxelles og London er der nu brug for at holde hovedet koldt

Manden, der om nogen har ført an i den britiske kampagne for at forlade EU, indtog i går sin plads i Europa-Parlamentet som en triumfator.

Ukip-lederen Nigel Farage kunne ikke dy sig for at minde om, at han blev hånet, da han for 17 år siden som nybagt parlamentsmedlem fortalte sine EU-kolleger, at han ville arbejde for at få Storbritannien ud af unionen.

”I griner ikke længere, vel,” lød det hoverende fra Farage, som fik svar på tiltale fra EU-Kom-missionens formand, Jean-Claude Juncker. ”Briterne har stemt for en exit – hvorfor er du her overhovedet,” spurgte luxembourgeren sarkastisk og efterlod heller ikke noget særligt modent indtryk, den historiske alvor taget i betragtning efter briternes nej til EU.

Nu er det heldigvis hverken Farage eller Juncker, som kommer til at føre forhandlingerne om den britiske skilsmisse fra unionen.

Det bliver den kommende britiske premierminister og stats- og regeringscheferne for de resterende 27 lande, som over to år skal enes om vilkårene for en Brexit, og det bliver ikke nogen nem proces.

Her er der på begge sider af Den Engelske Kanal i høj grad brug for et velovervejet, politisk lederskab, som kan udstikke en ny kurs til gavn for både briter og os andre europæere.

For vi har stadig brug for hinanden, hvilket også er begyndt at dæmre for Brexit-fortalerne, som mangler at bevise, at de er sig deres ansvar bevidst.

Det er godt, at EU’s ledere har meldt ud, at de respekterer briternes afgørelse.

Det er også forståeligt, at de gerne ser, at den britiske regering hurtigt får aktiveret Lissabon-traktatens artikel 50 for formelt at kunne indlede udmeldelsesforhandlingerne, da unionen midt i en flygtningekrise ingenlunde har råd til at være handlingslammet.

Men det er hverken gavnligt at smide briterne på porten uden grundige overvejelser, at agere arrogant ved at ty til fransk som arbejdssprog eller at true med benhårde forhandlinger.

Ikke blot bekræfter det alle fordommene om de magtglade bureaukrater i Bruxelles. Det afleder opmærksomheden fra det, som det virkelig bør handle om for de europæiske ledere i denne krisesituation, nemlig at genopfinde Den Europæiske Union som folkeligt og relevant projekt.

Lige så lidt, som briterne kan forvente at beholde alle handelsfordele, men slippe for pligterne ved EU-medlemskabet, lige så lidt kan de andre EU-lande bare fortsætte som hidtil.

Ej heller ved at ty til det gamle mantra om, at enhver krise i samarbejdet ultimativt fører til mere europæisk integration, altså mere union.

Den går ikke længere, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde helt ret, da han i går ved ankomsten til EU-topmødet fastslog, at ”EU skal være der, hvor EU gør en stor forskel”.

Siden østudvidelsen og den alt for forhastede optagelse af Rumænien og Bulgarien har EU bevæget sig længere og længere væk fra sine borgere og kerneområder, og det er på tide at sætte borgernes behov og bekymringer i fokus med gennemgribende reformer.

Ellers kan Nigel Farage desværre få ret i sin forudsigelse fra i går om, at andre lande også vil melde sig ud, og at Den Europæiske Union er færdig.