Klippeafgrundscenariet er udsat. Det mener i hvert fald EU’s præsident, Donald Tusk, efter at han og de 27 stats- og regeringschefer – med den britiske premierminister Theresa May ydmygende, men logisk nok sat uden for døren – sent torsdag nåede frem til et kompromis, der først og fremmest beskytter de andre EU-landes interesser. De kunne af gode grunde ikke gå med til at indfri hendes ønske om at udskyde Brexit helt til den 30. juni. Nu forlader briterne enten EU den 12. april eller den 22. maj. Fra den 23. til 26. maj er der valg til EU-Parlamentet i de 27 andre medlemslande, og det kunne have udløst store demokratiske og retslige udfordringer, hvis briterne reelt blev i EU til efter valget.
Godt nok er Brexit for længst forvandlet til et tragisk britisk totalteater, men absurditeterne ville have nået nye groteske højder med så lang en udskydelse: Skulle briterne så stemme, men ikke indtage deres mandater eller blive lidt i EU endnu, selvom de har stemt for at forlade unionen? Kunne man juridisk forsvare at fratage vælgerne retten til at stemme? Hvad med de 73 britiske mandater, der dels fjernes og dels overgår til andre lande, heriblandt et til Danmark? Og hvis valget blev anfægtet, hvad så med den efterfølgende udnævnelse af en ny EU-Kommission?
Det er de dilemmaer, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans kolleger stod i, og derfor er det fornuftigt, at aben nu er sendt tilbage til Underhuset i London, hvor May vil gøre et sidste desperat forsøg på at få sin forkætrede Brexit-aftale vedtaget i næste uge.
EU-lederne har dermed givet hende kunstigt åndedræt, men hendes manøvrerum bliver indsnævret for hver dag, der går. Politisk autoritet har hun i forvejen intet tilbage af, og det er nu et dybt splittet parlament, der reelt har taget kontrollen tilbage. Ikke fra Bruxelles, som var det slogan, der fik mange briter til at stemme for at forlade EU i juni 2016, men fra regeringen.
Det kan forekomme dybt uansvarligt, at Theresa May ikke har nogen anden plan end den skilsmisseaftale, som hun skal have et usandsynligt flertal i parlamentet bag sig for overhovedet at kunne genfremsætte i uforandret form. Men der findes heller ingen anden aftaleløsning, som kan tilfredsstille hendes konservative bagland, hvor de såkaldte Brexi-teers ønsker sig et clean cut – med alle bånd til EU kappet. På den anden side har oppositionspartiet Labours leder, Jeremy Corbyn, hidtil på beskæmmende vis været mere optaget af at lurepasse med et muligt nyvalg for øje end at prøve at række Theresa May en hjælpende hånd for nationens skyld.
Og selvom flere end tre millioner briter nu har underskrevet et krav om at aflyse udmeldelsen, gør May af hensyn til demokratiet klogt i – i hvert fald foreløbig – at holde fast i at gennemføre den dybt beklagelige Brexit, som hun aldrig har været tilhænger af.
Ingen ønsker, at Storbritannien forlader EU uden en aftale. Ej heller et flertal i det britiske parlament. Derfor gør dette flertal klogt i at komme ud af skyttegravene og bruge den korte tænkepause, som EU har givet parlamentarikerne, fornuftigt og med en bevidsthed om deres historiske ansvar.
De kunne med fordel skele mod deres årelange allierede i EU, Danmark, og indgå et nationalt kompromis om en langt blødere Brexit med et fortsat medlemskab af toldunionen, som ville løse det fastkørte problem omkring den nordirske grænse. Det ville måske koste May embedet, men det vigtigste er at undgå det kaos, som en hård Brexit uden en aftale vil kunne udløse. Klippeafgrunden er endnu ikke afværget.