2020 var ellers lige ved at kandidere som et år, hvor EU ikke havde optrådt påfaldende uklogt eller håndteret interne kriser åbenlyst amatøragtigt. Altså nærmest et succesår, målt med EU-målestok. Men så oprandt vaccine-udfordringen. Her har kritikere af Bruxelles igen fået leveret næring til deres skepsis. For havde det ikke været for den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, der undrede sig over, at amerikanere og canadiere ville få glæde af den tysk udviklede Pfizer-vaccine længe før tyskerne selv, så havde de første EU-borgere stadig ventet på at få stikket mod corona.
Unionens lægemiddelagentur havde nemlig ikke tænkt sig, at EU-landene skulle begynde at vaccinere før efter nytår. En plan, der dog pludselig blev ændret, da EU’s tungeste medlemsland begyndte at røre på sig.
Det foruroligende er, at det europæiske vaccineprogram altså godt kunne fremrykkes, da der først lød protester. Har EU-embedsmændene således hele tiden kunnet handle hurtigere, men bare af årsager, der fortaber sig i unionens bureaukratiske irgange, ment, at det hele ligesom lå bedst på den anden side af juleferien?
Uanset svaret rummer forløbet den detalje, at det ikke kun var nordamerikanere, der kunne påbegynde bekæmpelsen af epidemien flere uger før EU. Også briterne så muligheder, man ikke kunne se i Bruxelles. Den første brite fik vaccinen allerede den 8. december.
Briterne vil løbe ind i mange problemer som følge af, at United Kingdom endeligt forlader EU om to dage. Nogle af dem er kendte – såsom at briterne i år fremover må leve med usikkerhed om myriader af praktiske forhold, der er af betydning for landets kommercielle muligheder – mens de endnu har til gode at erfare mange andre kalamiteter, der formentlig vil følge af Brexit.
Men det er også relativt sikkert, at briterne set gennem en snæver, national optik vil kunne høste en mængde umiddelbare fordele af ikke længere at være bundet til den laveste fællesnævner, som ofte er bestemmende i en ikke udpræget handlekraftig union. Såsom datoen for, hvornår man kan begynde at vaccinere de svageste af sine borgere mod en epidemi.
Brexit er beklagelig. Når det er sagt, er den Brexit-aftale, der juleaftensdag faldt på plads mellem EU og Storbritannien, en lykkelig udvikling:
Briterne forlader EU, men de forlader i vidt omfang ikke det handelssamarbejde, som er kernen i EU. De forbliver reelt i det europæiske frihandelsområde, mens de opnår den politiske handlefrihed, som de bad om ved folkeafstemningen i 2016 og siden har bekræftet deres ønske om ved to parlamentsvalg. Og alt tyder på, at ikke bare premierminister Boris Johnsons konservative, men også oppositionen i Labour vil stemme for aftalen.
En aftale, der både i London og Bruxelles er blevet præsenteret som en sejr. Det tyder på, at den er holdbar og fornuftig. Hvis briterne håndterer deres nyvundne bevægelsesfrihed optimalt, kan der også vente dem fordelagtige frihandelsaftaler med andre økonomiske zoner forude.
Mindre lykkelig må udviklingen vurderes i EU-hovedkvarteret. Selvom dette aspekt af Brexit er blevet notorisk underbelyst i et påfaldende Bruxelles-eftersnakkende mediebillede, så er det sagligt set en pr-katastrofe for Den Europæiske Union, at den af et flertal blandt 68 millioner borgere på de britiske øer opfattes som så uattraktiv, at de helst vil være fri. Man kan godt prøve at varme sig ved tanken om, at briterne sikkert var vildledte eller lignende, da de stemte leave. Men hvis ikke man køber den trøst uforbeholdent, bør Brexit i høj grad blive til eftertanke for EU.